Forside

Header-billedet

 

Man skal lære en hel del nyt, når man begynder på et projekt som nu denne blog.

Blandt det, jeg hurtigt fik lært (men jeg har en del at lære endnu), er, at billedet på bloggens forside er et "header-billede".

Det er ikke nogen tilfældighed, når jeg har valgt netop dette solnedgangs-billede som header for Ældre-bloggen. I mange sammenhænge ser man jo aftentimerne brugt som billede på "livets aften". Og ikke mindst i sommermånederne med de lyse nætter kan vi opleve lange og smukke solnedgangs-timer. Og netop sådan er vi jo mange, der oplever "livets aften".

Men naturligvis må vi i glæden over det ikke glemme, at der også er mange, for hvem et billede med rusk og regn eller tæt tåge havde været et mere dækkende header-billede for deres år som ældre. Også deres tilværelse vil der være plads til at skildre og drøfte her på Ældre-bloggen.

I øvrigt kan det nævnes, at billedet er taget for en del år siden fra Nordlangelands kyst over mod Fyn.

 

Ældre-bloggen

Om ældres liv og vilkår

 

 

Velkommen til Ældre-bloggen

Ældre-bloggen blev startet op i juli 2016. Formålet er at give en mulighed for, at specielt vi ældre (hvad så siden det udtryk egentlig dækker over) kan have en dag til dag-platform for udveksling af synspunkter og meninger, af ideer og erfaringer, samt af oplevelser, og hvad der i øvrigt måtte ligge os på sinde.

 

Siden opstarten har det vist sig, at der er en betydelig interesse for at kunne holde sig orienteret om de vilkår, der er gældende for os som ældre, og for at høre om, hvordan andre jævnaldrende oplever tilværelsen og prøver at få mest muligt ud af den. Antallet af besøgende på Ældre-bloggen har gennem alle månederne været jævnt stigende, og det er jeg naturligvis glad for.

 

Det er planen fortsat at bringe indlæg med relation til vores tilværelse som ældre, og det er mit håb, at de vil kunne lægge op til kommentarer og menings-udvekslinger, så Ældre-bloggen virkelig kan være det levende medie, som man kan have lyst til og udbytte af jævnligt at vende tilbage til

 

Bent Aalbæk-Nielsen

Blog-redaktør

 

 

Om blog-redaktøren

Man kan vel med god ret spørge, hvem det er, der har taget initiativ til at starte en blog, som henvender sig specielt til den ældre generation.

Mit navn er Bent Aalbæk-Nielsen, og jeg er 83 år gammel. Efter et kvart århundrede som skolelærer tog jeg min afsked fra skolen og oprettede et forlag med navnet Luft- og Rumfartsforlaget. Det næste kvarte århundrede gik så med at skrive artikler, redigere og udgive blade og bøger om flyvning og rumfart. Da jeg for en halv snes år siden sluttede med det, blev jeg “frivillig, ulønnet pensionist” hos Flyvevåbnets Historiske Samling, hvor jeg bl.a. startede samlingens hjemmeside. Den har jeg nu overgivet til yngre kræfter med mere flair for de elektroniske muligheder. Det har så givet mig tid og lyst til endnu en gang at skifte spor og prøve at skabe nærmere kontakt til og mellem den ældre generation ved hjælp af Ældre-bloggen.

Skulle nogen have lyst til/interesse for at vide mere om mig, er de velkomne til at besøge min private hjemmeside på adressen “www.aalbaek-nielsen.dk”.

 

 

Har du mod på et lille smil,

så scroll til bunds på denne side,

og se, hvordan det kan gå.

Du kan meget let tage del i debatten her på Ældre-bloggen.

Scroll ned til bunden af denne side, og brug "blanketten" dér til at sende dit indlæg eller din kommentar.

Eller du kan bare sende en mail til adressen admin@aeldrebloggen.dk

Ændret layout - Ny struktur

Så er Ældre-bloggen på nettet med et lidt anderledes udseende og med en helt ny opbygning.

Men ikke alt er ændret. Det er stadig sådan, at nye indlæg vil være at finde øverst her på forsiden. Efter nogen tid vil de så glide længere og længere ned for til sidst at forsvinde nedenud fra forsiden, men kun for at blive lagt over i de relevante mapper, som fremgår af menuen her til venstre. Klik på det emne, som du gerne vil se indlæg om, og du har straks den pågældende mappe på skærmen.

Det er mit håb, at denne ændring vil gøre det nemmere at finde frem til ældre indlæg, som man kan have interesse i. Det er også mit håb, at det vil give endnu flere mod på at tage del i debatten om de mange emner, der berører os ældre. Både nederst her på siden og i de enkelte mapper er der "blanketter", hvor man kan skrive sin besked/mening/kommentar og derefter trykke på "SEND". Så ryger den direkte ind i Ældre-bloggens mailboks.

 

Og så vil jeg gerne venligst opfordre til, at man lader kendskabet til Ældre-bloggen gå videre til venner, bekendte og familie. Jo flere der følger bloggen og giver deres meninger til kende, jo mere interessant vil den kunne blive for os alle.

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -- -

 

Indlæggene vedr.

KERNEKRAFT

er flyttet til en mappe for sig selv.

 

Klik her

 

for at komme til denne mappe.

 

Seneste indlæg er fra den 25. september

 

I dag er der ikke noget, jeg skal

- - - men der er rigtig meget, jeg kan!

 

Sådan er der da nogle dage ind imellem. Og nu er der langt flere af dem, end der var for år tilbage. Dage, hvor kalenderen er helt åben.

Nu oplever jeg det som et privilegium forbundet med det at være en ældre pensionist. Men der var engang, hvor jeg virkelig for alvor frygtede for at komme den situation. For hvad i alverden skulle jeg dog få sådan en dag til at gå med? Jeg ville da meget hurtigt blive træt af at trille tommelfingre. Og jeg gruede da lidt ved tanken om at skulle opleve en situation, hvor der åbenbart ikke rigtigt var brug for mig længere. For dengang kom næsten alle opgaverne udefra.

Men som årene er gået, har jeg mere og mere fået øjnene op for, at sådan en dag rummer en masse muligheder, og problemet kan såmænd snarest være, at skulle bestemme sig for, hvad for nogle af dem man så skal vælge - lige her og nu i dag.

Nu har jeg været ude at gå en tur. Det er godt nok noget, jeg prøver at få gjort hver dag. Det er nu ikke, fordi jeg føler, at det er noget, jeg skal, fordi det jo er en kendt sag, at det er vigtigt at holde sig i gang. Nej, jeg gør det, fordi jeg føler, at det er noget af det, jeg stadig kan, og så er det jo rart at gøre det. Og så føler jeg egentlig også sådan lidt god samvittighed over for mig selv, når jeg nu kan gå ind og sætte mig med avisen og finde ud af, om der er nogen af de få venner, der er tilbage, som er faldet fra. Gennem årene har jeg næsten altid været en af de yngste i de forskellige sammenhænge, og det betyder jo naturligt nok, at man på et tidspunkt bliver blandt de få, der er tilbage.

Så kan det være, at jeg får lyst til at lukke op for noget god musik. Jeg har efterhånden fået det sådan, at jeg godt kan "nøjes" med at lytte, uden at jeg behøver at foretage mig noget andet imens. Det har gjort, at jeg på en meget mere intens måde end tidligere har fået øre for musik. Og et er jo skønt med al den glæde og alle de positive følelser, som musikken har at byde på. Somme tider kan den også åbne for nogle gode minder.

Man kunne jo også udfordre de "små grå" med en kryds og tværs. Det har jeg nu altid været glad for at gøre; men jeg har tidligere skullet gøre det ligesom sådan lidt i smug med en følelse af, at det var spild af produktiv tid.

Ja, og så kunne man jo egentlig slå ryglænet på hvilestolen tilbage og snuppe sig en lille "morfar". For tænk: der er ikke noget som helst, som jeg forsømmer ved at gøre det.

Og lidt senere kunne jeg slå ryglænet op igen og række ud efter den gode bog, jeg er i gang med, Dan Browns "Oprindelse".

Ærligt talt: Er alt dette ikke udtryk for den totale frihed, som enhver må kunne ønske sig!

 

17-11-17

 

Èn uge til

 

I dag er der én uge, til alle stemmeberettigede danskere kan sætte deres kryds på to stemmesedler: én til kommunalbestyrelsen og én til regionsrådet. Men alle vi ældre - og det vil sige alle over 60 - har endnu en stemmeseddel, nemlig den til ældrerådet. Og det er vigtigt, at vi bruger den. For dels giver vi med vores kryds på den en positiv melding og en tak til de mange, der som medlemmer af ældrerådene gør et meget stort arbejde for at skabe de bedst mulige forhold specielt for de svage ældre, der har behov for hjælp og pleje, og dels betyder en stor stemmeprocent til ældrerådsvalgene, at der lægges størst muligt pres på de kommunale og regionale politikere til at lytte til og tage hensyn på de indstillinger, der kommer fra ældrerådene.

Der er virkelig brug for ældrerådene, for desværre er der stadig mange steder i landet, hvor forholdene på plejehjemmene og i hjemmeplejen og de generelle vilkår for os ældre slet ikke lever op til en rimelig standard. Og selv om ældrerådene ikke har nogen besluttende myndighed, så har de ikke alene mulighed for, men også pligt og ret til at rette henvendelse og komme med indstillinger til myndighederne, når noget ikke er, som det bør være. Og med en stor vælgerskare i ryggen har sådanne henvendelser og indstillinger fra ældrerådene stor vægt.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der er ved at være lidt træt af den strøm af overbud, der i disse dage kommer fra kandidaterne til kommunal- og regionsvalgene. Nogle kalder det valgflæsk. Men anderledes kan det nok ikke være. Vi må tage flæsket med. Og faktisk er det vel i virkeligheden udtryk for, hvad de enkelte kandidater rent faktisk gerne vil eller ville kunne gøre for os vælgere. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, som nu i de kommende fire år med virkelig vægt kan holde dem fast på deres politiske intentioner. Og netop dér ligger en af ældrerådenes vigtige opgaver og en af deres vigtige muligheder. Netop de kan med vægt bag ordene minde politikerne om, hvad de sagde og lovede under valgkampen. Og der er eksempler på, at ældreråd med gode resultater har gjort det.

14-11-17

 

Robotterne kommer

- og godt for det

 

"Jeg vil ikke have sådan noget inden for min dør!"

Det er reaktionen fra mange, bare man nævner ordet "robot". Årsagen

er nok, at selve ordet har fået en negativ klang, fordi det ofte er blevet

forbundet med noget koldt, automatisk og maskinagtigt. Sådan er der da

også robotter, der er, men der bliver flere og flere, som har anderledes

tiltalende egenskaber. Man taler i dag om to robottyper: servicerobotter og

robotpartnere, og der er gode og positive muligheder i begge typer -

muligheder, som vi i stadigt stigende grad ganske enkelt bliver nødt til at

udnytte, og som vil blive til både gavn og glæde for flere og flere.

For faktum er jo, at der i de kommende år bliver flere og flere, som har

behov både for service og for partnerskab, og færre og færre til at give det.

Danmarks Statistik har beregnet, at frem til år 2045 vil antallet af personer

på 65 år og derover stige med 69 pct. Det er en stigning på mere end en

halv million fra de nuværende 813.000 til 1,37 millioner. Og samtidig vil

antallet af personer i den erhvervsaktive alder falde med 14 pct. fra 2,98 mio. i dag til 2,57 mio.

Dertil kommer, at man må se i øjnene, at antallet af de mest plejekrævende, de demente, nu synes at stige med ca. 5 pct. mere, end det hidtil har været antaget. I 2040 ventes der nu at være næsten 164.000 demensramte i Danmark. I dag lever ca. 90.000 danskere med en demenssygdom.

Der bliver altså stadigt færre til at tage sig af stadigt flere, og af dem, der er der til det, vil de mest plejekrævende behøve en voksende andel. Tilbage bliver der kun ganske få til at hjælpe de mange, som "bare" er ældre. For dem bliver de meget efterspurgte "varme hænder" en sjældenhed.

Men løsningen er ikke bare "kolde robothænder" - altså servicerobotter, der rent maskinmæssigt udfører forskellige former for rutinemæssigt arbejde som f.eks. rengøring og hjælp til spisning. Nej, forskellige former for partnerrobotter er allerede godt på vej ind i vores hverdag, og det er på måder, som vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os, men som i de kommende år vil byde på muligheder, der vil gøre det både sjovere, mere spændende og mere interessant at være ældre. Det vil blive endnu nemmere at komme i kontakt med andre, og den ensomhed, som mange ældre i dag lider under, vil kunne brydes.

Midlet til således at skabe en tilværelse, som man selv i fantasien kan have svært ved at forestille sig, hedder "Kunstig Intelligens". Det er slet ikke noget nyt. Nok er man stadig langt fra at udvikle en kunstig intelligens, der ligner menneskers, og som langt mener de fleste forskere, at man aldrig vil kunne og i øvrigt heller aldrig skal prøve på at nå. Men der er allerede i dag mange klart definerede opgaver, som med kunstig intelligens kan klares bedre, end mennesker kan gøre det - først og fremmest, fordi der med kunstig intelligens kan reageres hurtigere og mere præcist, end mennesker kan gøre det. Det gælder f.eks. i lægeverdenen, og inden for transportsektoren kan både biler og fly i dag bevæge sig rundt uden en direkte menneskelig styring. Dertil kommer, at man nu også har computere, som både kan forstå, hvad der blive sagt, og som selv kan tale.

Men i virkeligheden er udviklingen af den kunstige intelligens' mange muligheder stadig kun i sin vorden. Rundt over hele verden sidder mange tusinde ingeniører og forskere på universiteter, i kæmpestore IT-virksomheder som Google og IBM, hos producenter af våben, biler, fly, robotter og meget andet og konkurrerer om at blive de første med nye og måske revolutionerende opfindelser.

Derfor har vi, der er de ældre i dag, måske grund til at være lidt misundelige på morgendagens ældre.

 

11-11-17

 

"Fik du set det, du ville....?

 

Det var overskriften på en klumme for kort tid siden i Avisen Danmark. De fleste vil vide, at det er en linje fra Kim Larsens sang "Om lidt bli'r her stille".

Spørgsmålet om, hvorvidt jeg fik set det, jeg ville, dukker for mit vedkommende op fra tid til anden nu, hvor jeg har nået en alder, hvor muligheden for, at jeg måske snart har set det sidste, er reel. Men lad mig slå fast med det samme: Det kan ikke på nogen måde skabe panik hos mig. Og det er der flere grunde til.

For det første er jeg i den heldige situation, at jeg har set, oplevet og prøvet så meget indtil nu, at jeg kan betragte, hvad der måtte følge herefter, som ren bonus. For det andet føler jeg, at selv om mit helbred og mine kræfter ikke er som for 40 år siden, så er der stadig en god mulighed for, at der endnu kan løbe en hel del bonus ind på kontoen.

 

For klummeskriveren har spørgsmålet fået ham til at se nærmere på det, han kalder sin "bucket list". Det er et amerikansk ord for en liste over, som han udtrykker det: "de mål, du ønsker at opnå, de drømme, du ønsker at opfylde, og de erfaringer, du ønsker at få i livet".

"Pointen med at lave sin egen bucket list er at maksimere hvert øjeblik af ens eksistens og leve livet fuldt ud", skriver han og fortsætter: "Listen er en påmindelse om, at vi selv har ansvaret for at få meningsfulde oplevelser i vores liv og at skabe det liv, vi gerne vil have. Vi har ikke for evigt til at fuldbyrde drømme".

Langt hen ad vejen kan jeg følge klummeskriveren i hans begrundelse for at lave en bucket list. Når jeg alligevel ikke vil gøre det, er der to grunde til det. For det første er jeg nok en hel del ældre end ham. Og for det andet vil jeg hellere om føje år kunne sidde i min stol og mindes og glæde mig over alt det, jeg fik set, end jeg vil skulle sidde og ærgre mig over, at der var noget på min bucket list, som jeg ikke nåede.

Men så er der dette med "bonus-kontoen". Om den er afsluttet med to streger under en slut-saldo, eller om den stadig skal være åben for nye plusser, er først og fremmest op til mig selv. Det er et spørgsmål om at være åben (og - erkender jeg - at kunne være åben) for nye muligheder. Og mange kan, som jeg, glæde sig over, at der også er andre end dem selv, der kan og vil "indbetale" på kontoen. Men det er alene mit eget ansvar at holde den åben så længe som overhovedet muligt, så jeg fortsat kan se ikke bare det "jeg ville", men alt det "jeg kunne".

 

08-11-17

 

"De ældre accepterer nok bare

nye nedskæringer!"

 

Der er ikke meget livskvalitet i den tilværelse, som mange kommuner byder deres ældre, hvad enten det er på plejehjem eller i hjemmepleje. Ja, skal man endelig tale om kvalitet, så må det blive med betegnelsen "dårlig". Og realistisk set, så ser det ikke ud til, at det bliver bedre de næste fire år efter kommunal- og regionsvalget om kort tid.

Ganske vist er der masser af indlæg fra kandidaterne i medierne og på vælgermøder, som lover både det ene og det andet, som skal gøre tilværelsen meget bedre for kommunernes ældre. Men går man lidt i dybden i mange af disse indlæg, så ligger det helt klart, at de reelle muligheder for at opfylde de mange smukke løfter er stort set lig nul. Der skal jo nemlig et flertal til i den enkelte kommunalbestyrelse og i det enkelte regionsråd, for at noget kan gennemføres, og i realiteten er det langtfra alle steder, at der kan stables sådan et flertal på benene.

Sådan er det, og vi må nok erkende, at anderledes kan det ikke blive - i hvert fald kun en del steder, og det er i de fleste tilfælde i kommuner, hvor forholdene i forvejen er langt bedre end de gennemsnitlige. Jeg har nævnt det før, men jeg vil gerne gentage, at jeg kan godt blive en smule forarget over at læse og høre om de vilkår, som især en del af kommunerne i og omkring hovedstaden byder deres ældre, når man sammenligner med, hvad der mulighed for i et flertal af de øvrige kommuner rundt i landet. Det er en urimelig ulighed, der skyldes de skæve udligningsordninger, der er gældende i dag. Min forargelse går absolut ikke på, at der er kommuner, hvor de ældre har rigtig gode vilkår. Den går alene på, at der er andre kommuner, hvor man ikke kan byde de ældre borgere tilnærmelsesvis lige så gode forhold - - selv om man helt afgjort gerne ville kunne gøre det.

Der er lige lagt budgetter rundt i kommunerne for de kommende år. I min egen kommune skal der spares 100 millioner over de kommende fire år, og de partier, der i dag udgør et flertal, vil bestemt ikke udelukke, at det også kan komme til at berøre ældreplejen. Stort set samme udmeldinger har jeg set fra flere andre kommuner. Der skal spares, og det er medlemmerne af kommunalbestyrelserne, der skal træffe afgørelse om, hvor, hvordan og hvor meget der skal spares. Det er bestemt ikke nogen misundelsesværdig opgave, for lige meget hvordan det bliver gjort, så skaber det utilfredshed hos dele af kommunens borgere. Hvad man som ældre kan frygte, er, at der blandt kommunalbestyrelsernes medlemmer vil være nogle, der falder for fristelsen til at tænke som så: De ældre er jo så vante til gennem hele deres liv, at de har skullet spare, så det er nok dem, der har lettest ved at acceptere nye nedskæringer, uden at vi får en hel masse ballade.

Og måske har de vel ret.

Men for nogle af landets ældre er der stadig tale om vilkår, der er så ringe, at én "velfærdsmilliard" ikke er nok.

 

06-11-17

 

Vi, de heldige

 

 

Vi har al mulig grund til at glæde os over, at vi er så heldige at leve her i Danmark netop nu i dette århundrede.

Der er da også andre lande, hvor de materielt har det lige så godt som her til lands. Man der er så sandelig også lande, hvor det er alt andet end misundelsesværdigt at leve. Og der var da også en hel del danskere, der materielt havde det lige så godt i forrige århundrede, som de fleste af os har det i dag. Men for det store flertal var dagligdagen i forrige århundredes Danmark en kamp mod fattigdom og sygdom i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag.

Men mange af klodens ypperste forskere advarer nu om, at heller ikke vi danskere - eller mere præcist vore efterkommere i næste århundrede - kan regne med at have det så godt, som vi har det i dag. Ja, der er endda dem, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor længe vi i det hele taget stadig vil have efterkommere her på kloden.

En af dem, der advarer, og som der lyttes meget til, er den

verdensberømte 75-årige videnskabsmand, fysikprofessoren

ved Cambridge University Stephen Hawking. Ifølge Cambridge

News fortæller han i et interview, at han frygter for den men-

neskelige arts fremtid og overlevelse. Han er simpelthen bange

for, at vi bliver kvalt i vores egen succes og ender med at uddø.

Han mener, at menneskearten er på vej mod dommedag,

fordi vi ikke evner at passe på vores planet, og at vi allerede

er kommet så langt, at vi ikke længere kan bremse udviklingen.

For, som han siger: "Jorden bliver for lille til os. Den globale

befolkning vokser med alarmerende hast, og vi er i fare for at

udslette os selv."

Det er ikke første gang, Stephen Hawking kommer med sine

utvetydige advarsler til Jordens befolkning. I et interview for

seks år siden advarede han mod forurening og overbefolkning.

Nu er det blevet værre, siger han. "Befolkningen er vokset med

en halv milliard siden da, og der er ingen udsigt til at udviklingen stopper. Med denne rate vil der være 11 milliarder i 2100. Luftforurening er vokset med otte procent de sidste fem år. Mere end 80 procent af indbyggerne i urbane områder er udsat for farlige mængder af luftforurening".

På den baggrund er Stephen Hawking stærkt kritisk over den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA - som en af verdens mest forurenende nationer - ud af Parisaftalen, der ikke mindst har til formål at reducere udledning af CO2 for at forhindre globale temperaturstigninger frem mod 2020.

"Vi er tæt på et vendepunkt, hvor den globale opvarmning ikke kan vendes. Trumps handling kunne skubbe Jorden ud over randen, så det bliver et sted som Venus med temperaturer på 250 grader og svovlsyreregn", siger professor Stephen Hawking til BBC.

Hvad skal vi danskere gøre ved det nu i 2017?

Skal vi glæde os over, at vi er så heldige at leve netop her og nu og så bare feste videre, som om fremtiden ikke kommer os ved?

Eller skal vi slå bremserne i og gøre, hvad vi kan, for at Planet Jorden også fremover kan give grundlag for et liv for mennesker?

Den problematik har jeg også tidligere beskæftiget mig med her på Ældre-bloggen, og indlæggene i den forbindelse kan ses i mappen om kernekraft. (KLIK HER).

 

03-11-17

 

Professor Stephen Hawking

Stress

4

 

Dette indlæg er en opfølgning til de tre indlæg længere nede fra den 23., den 25. og den 28. oktober.

Noget må og kan gøres!

 

I det første af mine indlæg i denne serie om stress nævnede jeg, at inspirationen kom fra en kronik af Sanne Berg i Kristeligt Dagblad. Jeg vil gerne citere noget fra denne kronik:

"Hvad hvis vi tillod os at indse, at vores hjertebanken, vores diffuse smerter, vores angstanfald og vores snigende depressioner er sjælens måde at sige AV FOR HELVEDE, DET HER ER IKKE GODT, LAD MIG KOMME VÆK! Symptomerne skyldes ikke mangel på robusthed. De er tværtimod et sundhedstegn; et bevis på, at vi stadig er i stand til at mærke forskel på rigtigt og forkert".

Jeg tror meget på, at Sanne Berg har ret: Stress er ikke en sygdom. Stress er et symptom. Og når så mange mennesker får disse symptomer, så er det et klart signal til os alle om, at nu skal der geares ned. Og vi må forlange, at vores politikere opfanger dette signal og handler efter det. Vi må forlange, at de tager fat på stort set hele den gældende lovgivning og vurderer, hvor der kan ændres med henblik på at sænke det generelle stressniveau. Og det må være et krav i forbindelse med al ny lovgivning, at den snarere skal sænke end højne dette stressniveau. I dage er det, som om fokus i forbindelse meget lovgivningsarbejde, er rettet imod, at resultatet skal være "grønt". Det er i den farve, at politikerne øjner stemmer. Jeg tror, at der i dag ville være langt flere stemmer at hente, hvis der blev sigtet mod en anden farve - en anderledes blød og blid farve, der signalerer "slap nu af, for det er slet ikke så vigtigt at få lavet den million" - hverken for den enkelte eller for samfundet. Hvad det drejer sig om, er ikke millionen, men hvordan vi prioriterer det, vi allerede har.

Det må være muligt at komme væk fra, at så meget i vores dagligdag styres af et krav ikke bare om effektivitet, men om større effektivitet. Kravet må stoppe ved en vurdering af, om tingene fungerer, som de skal. Gør de det, er det jo godt - ja, jeg vil føje til, at så er det godt nok. Ethvert ønske om en eventuel videre udvikling derfra må afvejes over for et ufravigeligt hensyn til, om vi som mennesker egentlig behøver det. Det betyder jo ikke, at al udvikling sættes i stå, men det kræver, at vi som mennesker stadig kan følge med, uden at vi til stadighed skal føle et voksende præstationskrav for at kunne følge med.

Er det utopisk at forestille sig, at man kan nå dertil? At man kan få skabt en helt ny kultur? Ansvaret er ikke kun politikernes. Det hænger også i høj grad sammen med de forhold,, som mennesker bliver budt på arbejdsmarkedet.

I et forsøg på et give et svar på det spørgsmål vil jeg citere endnu en sekvens fra Sanne Bergs kronik:

 

"Tænk hvis de 500.000 mennesker, der ”går ned med stress”, i stedet for at gå til lægen og få en sygemelding gik op til deres chef og slog i bordet – ”Jeg kan ikke længere forsvare at udføre mit arbejde på den måde, som systemet her tvinger mig til. Jeg mener, at de rammer, der er lagt for udførelsen af mine opgaver, gør det umuligt at udføre mit arbejde på en etisk forsvarlig måde. Hvis ikke rammerne snarest bliver ændret, så jeg kan udøve den omsorg, det nærvær, den sociale ydelse, der er essensen af mit job som sygeplejerske/pædagog/socialrådgiver, ser jeg mig nødsaget til at nedlægge arbejdet og bede min faglige organisation overtage forhandlingerne med arbejdsgiveren, så tingene kan blive bragt i orden.”

Hvad hvis vi holdt pause fra angsten, og tillod os at mærke den vrede, den dækker over".

 

31-10-17

 

 

Stress 3

Også vores børn og unge lider af stress

 

Noget af det, som jeg finder mest bekymrende, når det drejer sig om stress, er, at det ikke kun er et stigende antal voksne, der føler sig stressede i deres dagligdag. Nu er det også børnene og de helt unge.

I en undersøgelse i 2009 blev 7. klasses elever spurgt, om de følte sig stressede. Hver fjerde af disse elever svarede dengang, at de oplevede en følelse af stress mindst én gang ugentligt. I en anden undersøgelse målte man stress blandt unge i 8.-9. klasse. Den viste, at mellem 4-8 % oplevede at have ”højt niveau af stress”, og mere end 40 % af de unge i 8. og 9. klasse oplevede ”medium” stress.

Sådan var det altså dengang for en halv snes år siden. Men at dømme efter den senere tids mange indslag i medierne om stressramte børn og unge, er det blevet værre siden da - ja, man må vist endda sige meget værre.

Der bliver nævnt en række årsager til, at det er gået sådan. Og når det drejer sig om eleverne i grundskolen - d.v.s. 1-9. klasse - så får den omfattende skolereform i 2014 en væsentlig del af skylden med dens længere skoledage og større vægt på læring. Det gælder her for alt i verden om at gøre sig kvalificeret til at komme i gymnasiet og videre til de højere læreanstalter, som giver adgang til de virkeligt attraktive placeringer i samfundet.

Og for det flertal, der skaffer sig adgang til gymnasierne, er kravet både til dem selv og udefra, at opnå alle de 12-taller, der skal til for at komme ind på drømmestudiet. Og når så endelig huen er erhvervet, så gælder det for mange om at udnytte den såkaldte "kvikbonus", der blev indført i 2009, og som ganger den nyudklækkede student karaktergennemsnit med 1,08, hvis vedkommende påbegynder en videregående uddannelse inden for to år. Det kan måske netop give det løft, der er nødvendigt for at nå op på adgangskravet til drømmestudiet.

Efter det burde det ikke kunne undre nogen, når det af en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (”Ungdomsprofilen 2014”) fremgår, at andelen af gymnasieelever, for hvem karakterer spiller en meget stor rolle blev næsten fordoblet i årene fra 1996 til 2014 med en stigning fra 17 til 31 procent. Samtidig slog den fast, at kun en femtedel af eleverne aldrig føler sig stressede – og at mere end hver anden mærker stress ugentligt eller oftere.

Dette underbygges af en rapport fra Aarhus Universitet om ”Stress i gymnasiet”, hvor den mentale trivsel hos hele årgangen af elever på to gymnasier i Aalborg blev kortlagt. Hver anden elev scorede lige så højt på stress-skalaen som den mest stressramte femtedel af befolkningen.

Nu er der for mig ingen tvivl om, at begrebet stress dækker over mange og ret forskelligartede følelser - både fysiske og psykiske - og en del dårligdom begrundes med, "åh, jeg har da vist fået stress!" Nogen føler måske endda, at de da vist bør have stress, for ellers så må det jo da være, fordi de ikke presser sig selv hårdt nok eller lige så meget som de andre. Men selv hvis man prøver at filtrere disse ikke-ægte tilfælde af stress fra, så kan ingen vist være uenige i, at når det også rammer så mange børn og unge, så har vi fået skabt en usund kultur, som vi må gøre alt for at få ændret.

Dermed er vi fremme ved det helt afgørende spørgsmål: Hvad kan der så gøres?

Jeg ville ønske, at jeg havde en endegyldigt svar. Men en del af svaret må være, at vore politikere og myndigheder skal skrue ned for præstationskravene. De må erkende, at hele, sunde og glade borgere er et langt vigtigere kriterium for deres succes som politikere, end at landets samlede produktivitet stiger med to procent om året. Og for langt de fleste af os borgere må svaret ligge i at være tilfredse med, at vi jo har det godt og ikke nødvendigvis behøver at have det bedre - sådan rent materielt set. Det er ikke "den million" der gør os lykkelige. Langt vigtigere er fællesskabet med andre: familien, vennerne, kollegerne, omgangskredsen, medborgerne.

Faktisk har vi specielt her i Danmark mulighed for at opleve og lære betydningen af fællesskabet. Det har vi i landets gamle, grundfæstede højskoletradition. For hvor man i næsten alle grene af det offentlige uddannelsessystem prøver at fremme konkurrencen mellem mennesker (man må vise de bedste præstationer og resultater som grundlag for "det gode liv") så peger højskolen på helt andre værdier, nemlig at skabe plads for det enkelte menneske gennem fællesskabet og ikke på bekostning af fællesskabet.

Desværre er det nok ikke muligt at give alle unge et højskoleophold undervejs i deres uddannelsesforløb. Men det må være muligt at hente nogle af højskolens principper ind i de offentlige uddannelsessystemer. Man må kunne komme væk fra, at man i disse systemer tvinger eleverne til at sammenligne deres egne præstationer med de andres - med konkurrenternes - og i stedet sætte fokus på den enkelte elevs udvikling. Målet for den enkelte må være at blive dygtigere, end man selv var tidligere - snarere end at skulle være bedre end sidekammeraten.

 

I et indlæg på internettet stødte jeg på nedenstående opfordring. Den vil jeg gerne også gøre til min:

 

"Er der nogen, der vil bestride, at et højskoleophold gør et ungt menneske markant bedre til at træffe det rette valg af uddannelse? Næppe. Så hvorfor ikke starte med at implementere højskolernes tankesæt rundtomkring på de danske gymnasier".

 

28-10-17

 

 

Stress 2

 

Villa, Volvo og Vovse

 

Iflg. Gyldendals Den Store Danske udtrykker overskriften herover "et statussymbol, der markerer velstand og social status. Udtrykket bruges første gang i Danmark i 1954 og hører i udpræget grad velfærdssamfundet og dets gigantiske økonomiske udvikling til. Materialisme, misundelse og konkurrencementalitet, det at ville vise sit værd gennem anskaffelse af dyre eller trendy ting: parcelhus, bil, fjernsyn, hårde hvidevarer, rejser, mobiltelefoner, modetøj osv. Alle vil have “Villa, Volvo og Vovse”. Selv det at få børn tingsliggøres og gøres til et statussymbol."

Og det var vel netop, hvad der skete op gennem 50'erne og 60'erne, og indtil energikrisen brød ud i 1973 og for en tid satte udviklingen på standby. Vi skulle (næsten) alle have mere og mere - og i hvert fald helst mere end naboen. Det stillede store krav, og for at kunne opfylde dem skulle der præsteres. Præstationskravet var sat i gang!

Dette krav er bare vokset og vokset. Og det vil det helt sikkert blive ved med at gøre, med mindre vi får ændret den kultur, der som symbol har de tre V'er, og som vi er slaver af i dag, og som er det, der giver næring til de stadigt større præstationskrav.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at ændre den kultur, eller om den er som lavinen, der breder sig og ruller hurtigere og hurtigere, indtil den ender med at skabe katastrofe. Én ting er i hvert fald sikkert: Hvis vi ikke gør noget for at ændre den kultur og stoppe lavinen, så tordner den videre. Den stopper ikke af sig selv - før det er for sent!

En første stopklods kan måske skabes af os ældre, hvis vi begynder hos os selv med at stille spørgsmålet til os selv: Var det dét her, vil ville? Var målet virkelig et samfund, hvor man dårligt kan tale om begrebet "lykke", uden at der uvægerligt skal føjes ordet "piller" til? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at svaret er et rungende NEJ! Det var bestemt ikke det, vi ville. Jamen hvad har vi da så gjort galt, når vi må konstatere, at for op mod en halv million danskere er piller blevet en forudsætning for en kunstigt skabt følelse af noget, der skal ligne lykke. Hvor "ægte" lykke var noget, vi kunne læse om i fortidens romanblade.

Jeg tror, at vi undlod på det rigtige tidspunkt at sige, at nu er nok nok. Vi fik ikke stoppet karrusellen, da den var så godt i gang. Og det må vore børn og børnebørn lide under i dag.

Derfor skylder vi dem nok en undskyldning. Vi skylder at fortælle dem, at vi fejlede, da vi fortsatte racet, og da vi gav troen på præstationernes nødvendighed videre til dem: bedre karakterer, bedre uddannelse, hurtigt ud på arbejdsmarkedet for at slås om de bedste og mest indbringende stillinger og dermed større villa og sommerhus i Sydfrankrig, større og dyrere biler - men ikke længere nogen vovse, for den vil tage alt for meget af deres dyrebare tid. Med mindre da, at man vil anskaffe sig en aupair, som kan tage sig af den samtidig med, at hun passer børnene, som der heller ikke længere rigtig er tid til.

Nu erkender jeg blankt, at jeg tog fejl, når jeg tidligere så med noget nær foragt på begrebet "fjumreår". Jeg tog ikke fejl, når jeg kunne se, at året af nogle bare blev brugt til netop at fjumre. Men jeg har efterhånden set mange eksempler på unge mennesker, som brugte et eller flere år på at lære den verden at kende, som ligger uden for uddannelsessystemerne, og jeg har set, hvordan de blev mere "hele" mennesker med bedre forståelse for, hvad livet byder os af mangfoldige muligheder. Og de er blevet bedre til at udnytte disse muligheder til at få et rigere liv. Ikke rigere på gods og guld, men rigere på lykke (uden piller) og glæder. Og efter "erfaringsårene", som jeg hellere vil kalde dem, har de med langt større sikkerhed kunnet vælge deres uddannelse og deres fremtidige livsforløb. Og det er meget få af dem, der er droppet ud af påbegyndte uddannelser.

Derfor siger jeg i dag til ungdommen: Tag jer tid, men brug den til noget fornuftigt, og find ud af, hvilke muligheder verden har at byde på for netop dig. Og tag så fat på at udnytte de muligheder, som du selv vælger. Men husk på, at det betyder ikke noget som helst, hvor stort et hus du til sin tid kan komme til at bo i. Det, der betyder noget, er det liv, du kan få i det.

 

Jeg ved, at det slet ikke er nogen uproblematisk opfordring at komme med. I kommende indlæg vil jeg prøve at komme ind på nogle af de problemer, som den indebærer.

25-10-17

 

 

Stress 1

 

Den 19. oktober bragte Kristeligt Dagblad en særdeles vægtig kronik skrevet af Sanne Berg. Den drejer sig om stress og om det faktum iflg. kronikken, at "500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000 mennesker lider af angst, og 460.000 køber antidepressiv medicin".

Og så stiller den det spørgsmål, som burde overskygge alle andre spørgsmål i dagens Danmark: "Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under?"

Dermed sætter Sanne Berg den situation i fokus, som er skabt af de seneste årtiers udvikling her i landet - den udvikling, som vi ældre ikke kan sige os fri for at bære en del af ansvaret for.

Derfor må det være en selvfølgelig pligt netop for os ældre at stille os selv det spørgsmål, om vi kan gøre noget for - i det mindste at medvirke til - at ændre den udvikling. For ingen kan vist være uenig i den opfattelse, at der skal ske en ændring, og vi skal - som Sanne Berg påviser det - helt ned og ændre i vores kultur. For det er den, der er syg.

Det vil være det nemmeste bare at sætte os godt tilbage i lænestolen, trille tommelfingrene omkring hinanden og tænke: Det står ikke til at ændre. Den kultur, som livet af i dage leves på, er så grundlæggende, at den ikke kan ændres. Og skal man endelig tro på, at det kan gøres, så må der nye og friske kræfter til. Det går ud over vores formåen.

Og det er nok rigtigt, at det er begrænset, hvad vi ældre reelt kan gøre. Men én ting kan vi i hvert fald gøre, og det er at erkende, at vi bærer vores del af ansvaret for, at situationen i dag er blevet så alvorlig, som den vitterligt er.

Jeg ved godt, at jeg i tidligere indlæg her i Ældre-bloggen har givet udtryk for synspunkter, der kan synes at være det stik modsatte. Og det kunne måske være fristende at blade tilbage og slette disse indlæg og håbe på, at alle andre har glemt dem. Men det vil jeg ikke. For da jeg skrev dem, mente jeg rent faktisk, hvad jeg skrev. Og de gik nok også på noget lidt andet. Men jeg mener stadig, at jeg - set med den tids øjne - havde ret. Hvad jeg nok dengang ikke var opmærksom på, var, hvad den udvikling, der dengang var sat i gang, kunne føre til, hvis den fik lov til at fortsætte i samme spor.

KLIK HER for at se, hvad jeg skrev for et års tid siden.

Nu kan jeg og alle andre så kigge i bakspejlet. Og jeg tror, at et sådant kig kan være med til at give forståelse for, hvorfor vi i dag står med en halv million stressramte danskere. Og kan vi få den forståelse, kan det måske være med til at få vendt udviklingen.

 

"Hvorfor går vi rundt og tror, at det er så vigtigt at lave den million?", hedder det i Rasmus Seebachs sang "Million".

Det spørgsmål rummer nok en væsentlig del af årsagen til den udbredte stress.

Jeg tror, at vi i dag er blevet alt for tilbøjelige til at vurdere din og min succes i mængden og størrelsen af materielle goder. Og jeg vil naturligvis gerne have bare lidt mere - eller i det mindste lige så meget succes som mine forældre, mine venner, mine kolleger og alle de andre. Og jeg tror i øvrigt også, at det bliver forventet af mig, at jeg får det. Og derfor skal jeg præstere.

Netop PRÆSTATION er for mig at se nøgleordet.

Og ikke mindst her er det måske, at vi ældre kan gøre noget. De fleste af os har oplevet tider, da de materielle goder var færre og mindre, men hvor begrebet stress var ukendt. Der var vel nok nogen, om hvem man i dag ville sige, at de havde stress. Men en udbredelse som i dag var der slet ikke tale om. Og i hvert fald havde jo da hverken du eller jeg stress! Nej vel? Derfor kunne vi jo da prøve at spørge os selv, om det nu også er så vigtigt at lave den million, og hvis det ærlige svar er, at "nej, det er det vel egentlig ikke", så ku' vi da i et mindste prøve at udbrede den opfattelse til vores børn og børnebørn og til vores omgivelser i det hele taget. Det skal jo begynde et sted. Og som nævnt ovenfor: Det er vore dages kultur, der skal ændres!

 

Det er et emne, som jeg gerne vil vende tilbage til i kommende indlæg. For det er min overbevisning, at det er vigtigt - også for os ældre.

 

23-10-17

 

24-10-17

 

Birthe Christoffersen har sendt denne kommentar:

 

Stressen har en del at gøre med de konstante omstillinger og krav. De som har et arbejde frygter at miste det. Sandsynligvis i en erkendelse af, at det er stressende ikke at kunne finde arbejde og opnå tilstrækkeligt at leve af. (Det omtales ofte som alt andet end stress, når talen er om mennesker udenfor arbejdsmarkedet, uanset årsager.)

Hvis menneskeværd udelukkende gøres op i stillingsbetegnelse, kroner og ører, hvad sker der så, når AI (Artificial Intelligence - kunstig intelligens - Red.) overtager mere og mere af arbejdet?

Èn måned til valget

 

Vi ældre går en lys og god fremtid i møde! Det er en sand fornøjelse i denne tid at se de mange indlæg fra kandidaterne til kommunal- og regionsvalget. Indtil nu har jeg ikke set et eneste, hvor der er givet udtryk for, at de seneste fire års nedskæringer på ældreområdet skal fortsætte ind i den nye valgperiode. Tvært imod, så er løfterne gyldne: Mere og bedre hjemmehjælp, hjemmelavet mad på plejehjemmene, klippekorts-ordninger og frem for alt: flere varme hænder. Jo, det bliver godt!

Men der er noget, der skurrer i ørene. Jeg synes, jeg har hørt det hele før. Sådan cirka for fire år siden. Og hvad er det blevet til? Jo, retfærdigvis skal det nævnes, at der er kommuner - især i hovedstadsområdet - hvor det er blevet godt. Så godt, at det næsten ikke kan blive bedre. Men det står i skærende kontrast til, at der er andre kommuner, hvor det var galt allerede for fire år siden, og hvor det er blevet endnu værre. Den forskel på vilkårene for de ældre fra kommune til kommune er helt uacceptabel. Men klagen over det skal jo nok adresseres til Christiansborg. Der er imidlertid meget, som man i kommunerne selv kan rette op på. For der er steder, hvor pengene først fra "ældremilliarden" og siden fra "vædighedsmilliarden" er gået til meget andet end det, de var beregnet til, nemlig til bedre forhold for kommunernes ældre.

Blandt andet det er det tiden nu i den sidste måned op til valget at stille politikerne til regnskab for. Undskyldninger har der været nok af. Først og fremmest har vi fået at vide, at der jo er blevet så mange flere ældre, og så må der jo nødvendigvis blive mindre til hver enkelt. Men den undskyldning holder ikke vand. For nok er vi blevet flere ældre, men mange af os har det langt bedre, end de ældre havde det tidligere, og derfor er antallet af hjemmehjælpsmodtagere rent faktisk faldet med ca. 30.000 over de senere år.

Så lad os bruge den måned, der er tilbage inden valget, til at forlange af kandidaterne, at de er ærlige og fortæller, hvor de vil hente de penge fra, som de siger og skriver, at de vil bruge på en bedre ældrepleje. Det er vores eneste mulighed for at vurdere, om de nu også virkelig mener det. For de kan jo ikke bruge flere penge på både det ene og det andet.

Og så skal vi ikke være tilbageholdne i vores krav til kandidaterne om ærlighed. For vi er jo nemlig blevet mange flere ældre. Det vil sige mange flere vælgere. Og det er et faktum, der betyder rigtig meget her i den sidste måned inden valgdagen. Vi kan godt huske fire år tilbage, og om fire år kan - i hvert fald de fleste af os - stadig godt huske, hvad vi bliver lovet i år.

 

21-10-17

 

Aktiv dødshjælp / assisteret selvmord

- - - igen, igen

 

Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er noget, som for mig slet ikke hænger sammen: Hvis man undlader at lade et sygt eller såret dyr aflive, så kan man straffes for det. Men hvis man hjælper et dødssygt menneske til at dø, så kan man også straffes for det.

Debatten om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er blusset op igen efter TV 2's udsendelse om Jørgen, der ønskede at dø. Og det er den med god grund. For endnu en gang må det store flertal af danskere, som ønsker disse muligheder lovliggjort, forlange at blive hørt, så den danske lovgivning bliver ændret.

Det er alene vore politikere, der kan ændre lovgivningen. Men det er mit klare indtryk, at en del af dem undlader at tage stilling og dækker sig ind bag holdningen i Etisk Råd, hvor et flertal er imod enhver form for dødshjælp. Men det kan ikke være rigtigt, at dette råd skal have så stor indflydelse, at det får politikerne til at se bort fra det faktum, at 86 procent af den danske befolkning ved en undersøgelse i 2006 gav deres tilslutning til en mulighed for aktiv dødshjælp.

Jeg har stor agtelse for Etisk Råd. Det er utvivlsomt kompetente mennesker. Men når det drejer sig om dødshjælp er de på helt gal vej. Af en redegørelse fra rådet fremgår det, at man har valgt helt at se bort fra den generelle holdning i den danske befolkning. De baserer altså deres indstilling til politikerne alene på deres egne holdninger (men det skal bemærkes, at der er et flertal i rådet for denne holdning - ikke enighed). En gennemgang af rådets medlemmer giver indtryk af, at de alle er sunde og raske mennesker i deres bedste alder og i stillinger, hvor de absolut ikke behøver at lide nød af nogen art. Jeg vil ikke udelukke, at nogle af dem personligt kan have haft problematikken om dødshjælp nært inde på livet. Men det gælder helt sikkert ikke for rådet som helhed, og det svækker efter min mening i meget høj grad værdien af deres indstilling. Deres holdning er baseret på andet end et hensyn til mennesker, som føler, at de har brug for at dø. Og det må være det afgørende.

Den tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, har udtalt, at en ændring af lovgivningen omkring dødshjælp "vil ændre vores kultur og vores menneskesyn". Han vil altså ikke acceptere en lovændring af hensyn til en kultur og et menneskesyn, som ellers op gennem historien har ændret sig ganske betydeligt fra tider, hvor værdien af det enkelte almindelige menneskes liv var yderst ringe, og til vore dage, hvor netop det enkelte menneskes liv sættes meget højt og dermed også det enkelte menneskes værdighed og ret til at bestemme over eget liv. Men af hensyn til "vores kultur og menneskesyn" vil man altså i Etisk Råd ikke give det enkelte menneske ret til også at bestemme over sin egen død.

Helt ærligt, hvis det er rigtigt, at det er sådan nogle akademiske filosofier, der skal bestemme over vores liv og vores død, så trænger vi virkelig til en ændring af vores kultur og menneskesyn.

Derfor denne opfordring til vores politikere: Gør jer nu fri af de akademiske overvejelser i Etisk Råd, og gør, hvad I er blevet valgt til, nemlig som lovgiverne at gennemføre det, som det store flertal af jeres vælgere ønsker. Lad mig gentage: i 2006 var det 86 procent af dem. Jeg er overbevist om, at det i dag er endnu flere.

 

NB

Etisk Råd har en virkelig god hjemmeside, hvor der gøres rede for meninger både for og imod dødshjælp.

KLIK HER for at komme til denne side.

 

Ældre-bloggen har tidligere i en række indlæg beskæftiget sig med spørgsmålet om dødshjælp.

KLIK HER for at komme til disse indlæg.

 

18-10-17

 

Let i seng - - og op igen

 

Der er mange, der ligesom mig er glade for vores seng. Og det betyder meget, at vi ligger godt i den, for faktisk så er det jo en ret så betydelig del af vores tid, at vi tilbringer i den. Men selv om vi måske ikke tænker så meget over det, så er det vigtigt for os alle sammen, at vi selv kan bestemme, hvornår vi vil i seng, og hvornår vi vil op igen. Og det er ikke alle, der kan det. For nogle er det nødvendigt at have hjælp til det, og det betyder jo, at de ikke helt selv kan bestemme, hvornår det er sengetid, og hvornår de har sovet længe nok. Og det er slet ikke nogen rar situation.

 

Men jeg er blevet gjort opmærksom på, at

der er en virkelig god hjælp til dem. Det er

i form af en seng, der hedder "Liberty Pleje-

seng". Den og dens funktion ses på billedet.

Kan man sætte sig ned og rejse sig op, så

kan man også komme både i seng og op af

den igen. Og som nævnt: Man kan selv

bestemme, hvornår det skal være.

Er man interesseret, kan man få flere

oplysninger om sengen på hjemmesiden

www.libertycarecompany.dk

Og trods det engelske navn, er både sengen

og firmaet, der laver den, pæredanske,

nemlig fra Gislev på Fyn.

 

Som jeg har nævnt det før, så tager jeg meget gerne mod tips til hjælpemidler og alt muligt andet, som kan gøre det bedre og sjovere at høre til den ældre generation. Det kan nemmest gøres ved at bruge besked-rubikken i kontaktformularen nederst på siden. Tipsene vil så snarest blive bragt videre her på bloggen.

 

15-10-17

 

Det, man vil sælge til os

 

Nu til annoncerne i "Seniorfri". (Læs om dette annoncetillæg til min avis i indlæggene herunder). Der er mange. De er store, og de er helt sikkert dyre. Derfor kan vi roligt regne med, at de er indrykket efter undersøgelser og meget grundige overvejelser af, hvad det er, vi ældre har brug for og derfor gerne vil købe. Vi kan så hver især gøre os vores tanker om, hvorvidt de har ret.

Men jeg er da fuldstændig klar over, at der er ikke meget videnskabelig undersøgelse i at kigge et enkelt annoncetillæg igennem, og selvfølgelig har det da også betydning, hvor og hvordan tillæggets annoncesælgere har sat ind. Men selv om der er områder, som jeg mangler, og som jeg synes, at det ville have været helt relevant at bringe annoncer for, så tror jeg alligevel på, at sådan et annoncetillæg kan give et rigtig godt fingerpeg om, hvordan det almindelige danske erhvervsliv betragter os ældre som forbrugere.

Og lad os så se på ,hvad det er, der annonceres for:

Den absolutte højdespringer er REJSER. Og det er vel at mærke rejser helt ud i den store verden og ikke bare et smut over Øresund eller grænsen ved Kruså. Det er da nok heller ikke helt forkert, at mange ældre tænker som så, at nu har de omsider tiden til at komme ud og se sig om, og så er der jo den væsentlige fordel , at de nu kan gøre det på tidspunkter uden for højsæsonerne, hvor det er billigere, og hvor der er bedre plads på de populære turistdestinationer.

Men dette med de kortere SVIPTURE til gode oplevelser, populær underholdning og forskellige andre events ligger også meget højt på listen over, hvad vi ældre forventes gerne at vil gøre. For mange forekommer det jo nok mere overskueligt og mindre anstrengende end at tage på trekking i Nepals bjerge. Og så er vi mange, der sover bedst i vores egen seng og bl.a. derfor foretrækker de kortere éndagsture. Men der er da også en enkelt annonce for ferieophold i den skønne danske natur og med adgang til spa, sauna og andre former for wellness-tilbud. Jeg har i øvrigt selv erfaret, at man på sådan et ophold - måske allerbedst uden for højsæsonerne - kan få nye, spændende og gode bekendtskaber med jævnaldrende.

Nu er det jo ikke alle behov, der ligger uden for hjemmets mure. Og det er næppe tilfældigt, at en anden højdespringer blandt annoncerne drejer sig om NY BOLIG og om BOLIGINDRETNING. Det hænger vel sammen med det faktum, at mange ældre gerne vil flytte til en mindre bolig, som er nemmere at vedligeholde, og det er jok blevet mere aktuelt nu på det senere, hvor det er blevet noget nemmere at finde købere til de større boliger og dermed også nemmere at få penge fri til noget mindre og måske mere moderne. Og i den forbindelse er der da også tilbud om et helt nyt KØKKEN eller nogle meget bedre PUDER OG MADRASSER.

Så er der det her med kontakten til omverdenen, hvor ikke mindst hørelsen spiller en stor rolle. Derfor er det vel ikke så sært, at annoncerne for HØREAPPARATER er i flertal, og så nærmer vi os jo et andet område, der har med sundhed og funktion at gøre, nemlig MEDICIN OG KOSTTILSKUD. Selv om man, hvad det angår, godt kan have brug for lidt skepsis og dømmekraft, så er der for mig ingen tvivl om, at mange kan få hjælp til at fungere og have det bedre. Og her i "Seniorfri" kan man da også hente hjælp både til hjernen og til synet og - for os mænd - til prostata. En af annoncørerne kan fortælle, at de har mere end en kvart million kunder, og jeg tror faktisk, at en meget stor del af dem skal findes blandt os ældre. Jeg er selv en af dem.

Med alderen kommer den dag, da vi erkender, at det nok ikke er en god idé at køre bil længere. Og hvad så? Jo, der er da også en annonce for de mange forskelligartede SCOOTERE, som vi kan skifte bilen ud med, og som så kan bringe os omkring til købmand og mange og meget andet. De er blevet populære blandt os ældre; men det er ELCYKLERNE også, og det har forhandlerne for længst noteret sig og er nu også med i "Seniorfri". Og når vi nu er ved mekanik og elektronik, så er det værd at bemærke, at forhandlerne nu også ser et indbringende marked blandt os ældre for COMPUTERE, SMARTPHONES, RADIOER OG GRAMMOFONER. Fortroligheden er blevet større og usikkerheden mindre i forbindelse med den moderne elektronik. Men der læses stadigvæk meget, og derfor har BØGERNE også deres plads i annoncerne.

Endelig afspejler annoncerne også, at vi af og til som ældre har brug for ADVOKATER og for OMSORG.

 

Jo, der er flere muligheder for at få et kig ind i den verden, vi som ældre er nået frem til. Og en af dem er altså at se på, hvad erhvervslivet vil sælge til os.

 

12-10-17

 

"Seenager"

 

Som nævnt i indlægget herunder fra den 8. oktober, så lancerer tillægget "Seniorfri" til min daglige avis et begreb, som i hvert fald for mig er helt nyt. Begrebet hedder "Seenager", og det er en sammentrækning af ordene seniorer og teenagere. Betegnelsen dækker over dem, der omtales som "de unge ældre", og den er iflg. artiklen i "Seniorfri" blevet aktuelt, fordi årene som seniorfri er blevet flere og flere, og derfor er det ikke længere rimeligt, at betragte alle årene, fra man er ca. tres, til man er meget ældre og måske lever, til man er tæt på de hundrede år, som én enkelt periode af livet. For de fleste er der en betydelig forskel på vilkår og muligheder, når man er 65, sammenlignet med, hvad man kan og gerne vil, når man fylder 95.

Artiklen i "Seniorfri" fortæller, at PFA Pension i januar i år nedsatte en tænketank med titlen "Den ny 3. Alder". Dens opgave er i den kommende tid at gennemtænke fremtidens seniorliv og at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan man forbedrer rammerne for den tredje alder i 2040 - altså så langt ude i fremtiden, at vi er mange, der nok ikke rigtigt får glæde af det. Men tænketanken er allerede godt i gang, og det er bebudet, at den i denne måned - altså oktober 2017 - vil fremlægge de erfaringer, som man indtil nu har fået, på en stor konference. Den glæder jeg mig til at høre meget mere om.

Blandt initiativtagerne til det arbejde, der nu er sat i gang omkring det nye begreb "Seenager", er Mette Sillesen, som bl.a. er fremtidsforsker. Hun fortæller, at hun i sin forskning har kigget meget på alder og den ny måde at blive gammel på. Men også, hvad det gør ved os, at vi lever så meget længere, og på hvordan vi ændrer på arbejdsmarkedet og på begrebet gammel, som i virkeligheden har en meget negativ klang. Bruger vi begrebet gammel, siger hun, så er det, fordi vi har et meget langt livsforløb, fra man er ca. 60 år, til man er meget ældre og måske lever, til man er tæt på de 100 år. Det er en meget lang periode, og ordet skal derfor beskrive en gruppe mennesker, der ikke nødvendigvis har ret meget til fælles.

"Vi skal i stedet se på, hvad der gælder for ældre mennesker, som i dag både lever længere og holder sig fysisk og mentalt stærke længere. Det betyder, at man har det rigtig godt, når man er i 60'erne og 70'erne", siger Mette Sillesen. "Det er ganske enkelt en helt anden måde at være gammel på. Men på kort tid har meget ændret sig, og lever vi til vi er 90 eller mere, så optræder eventuelle skavanker måske først, når vi er i 80'erne. I dag ved vi allerede, at de børn, der kommer til verden nu, kan regne med at blive 100 år."

"Det, der kendetegner seenagerne, er blandt andet, at de får nogle af de fordele tilbage, som man har som teenager: De slipper for forpligtelser, de har mere tid, mere frihed og mulighed for i det hele taget at agere på indskydelser. For mange i den generation er der blevet skudt 10-15 ekstra år ind - måske med en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, men hvor de endnu ikke er blevet gamle i klassisk forstand. De føler sig ikke gamle, og det hænger også sammen med, at de holder sig sunde i længere tid", mener Mette Sillesen. "Derfor har mange af dem ikke planer om eller behov for at gå på pension, bare fordi dåbsattesten angiver et bestemt årstal. Der er selvfølgelig stadig nogen, der har behov for pension efter et måske anstrengende arbejdsliv, hvor de nu føler sig fysisk nedslidte og derfor går på pension, når de kan. Man kan forestille sig, at vi om ikke alt for lang tid ser seniorer - seenagere, der tager en pause fra pensionen og går på arbejdsmarkedet igen. Ja, flere vælger også tiden efter pensionering til at starte som iværksættere".

"Vi går i stigende grad vore egne veje og sætter selv dagsordenen for vores måde at leve på," siger Mette Sillesen. Og man kan i øvrigt læse meget mere om hende og om hendes tanker og ideer på hjemmesiden www.mettesillesen.com

 

Kommet så langt i tillægget om "Seniorfri" synes jeg allerede, at jeg har stiftet bekendtskab med en del gode og interessante tanker og meninger om dette at være ældre, gammel eller seenager. Men så må jeg konstatere, at de resterende artikler for stort set alles vedkommende lige så godt kunne have været bragt i medier for de yngre aldersklasser. De drejer sig om spændende boliger og om indretning af dem, om møbler og om mad og vin.

Men så er der jo det, der fylder allermest i tillægget, nemlig det bærende element: alle annoncerne. De er absolut ikke uden interesse, og dem vender jeg tilbage til i kommende indlæg.

 

10-10-17

 

"Seniorfri"

er titlen på det tillæg, der for få dage siden fulgte med min daglige avis, og som jeg har omtalt i indlægget herunder fra den 4. oktober.

Som jeg skriver dér, fik den titel mig til at ryge et godt stykke op i det røde felt, indtil jeg begyndte at forstå, hvad meningen med den egentlig er, nemlig at fortælle om og annoncere for, hvad vi seniorer egentlig beskæftiger os med og sikkert gerne vil give penge for nu, da vi er fri af arbejdsmarkedet og derfor i langt højere grad end tidligere kan gøre, lige hvad vi vil - vel at mærke, hvis vi har råd, helbred og kræfter til det.

Lad mig gemme annoncerne og begynde med at se på artiklerne, for her må det formodentlig være muligt at få noget at vide om, hvordan andre ser på det at være frie seniorer.

Første artikel handler om Monica Krog-Meyer, som vi kender fra hendes mange forskellige udsendelsesserier i Danmarks Radio gennem en lang årrække - som hun selv udtrykker det: lige siden ruder konge var knægt. Sidste år sagde hun så farvel til sine lyttere i DR; men allerede i 2009 havde hun udgivet bogen "Plus+ Alderen - vi bliver jo bare ved". Om den siger hun i artiklen i Seniorfri: "Det var og er en hyldest til det, jeg kalder Plus-alderen, som er et ekstra livsafsnit, vi har fået. Jeg var en del af den første generation teenagere, og i dag er jeg en del af en generation, der har rundet de 50 år, men som bestemt ikke har lyst til at blive "dømt ude", og som bare bliver ved.

- - - Dengang jeg skrev bogen, var der ingen, der talte om seniorer og plusalder. Det var så mærkeligt. I dag taler alle om den her ekstra alder, vi har fået, og som vores forældre ikke havde. Dengang gik man meget hurtigt fra at være voksen og til at være gammel. Og man blev hurtigt gammel".

Men også nu - efter stoppet i DR - er Monica Krog-Meyer en særdeles aktiv skribent, bl.a. som blogger på net-mediet POV (point of view) International. Om det siger hun: " - - og det er så sjovt. Jeg synes - efter at have været hende, der var i radioen i 42 år - at det er så fedt at få lov til at være hende, som skriver. Det gør mig meget glad".

Men Monica Krog-Meyer har også sin egen hjemmesiden på adressen www.plusalderen.dk hvor temaet er: "Er der ikke sket noget med os over 50? Vi arbejder længere, spiser sundere og lever generelt mere aktivt, end vores forældre gjorde. Nok er vi temmelig voksne, men vi føler os bestemt ikke gamle.”

 

I næste artikel bliver vi præsenteret for Anders Bircow, som vel er bedst kendt som den ene tredjedel af underholdningsgruppen "Linie 3". Vi får at vide, at han "- - - har holdninger til det at blive ældre og stadig at vægte de gode sider i livet. Men på pension, det skal han ikke - foreløbig." For, som han siger: "Folk tror, jeg er så ung, men jeg er faktisk blevet 66 år. Det at blive ældre er sådan lidt mærkeligt. Det er lidt ligesom at gætte tal. Jeg prøver altid at sige sådan lidt kækt, at 60'erne er de nye 40.

- - -

Jeg prøver primært aldrig at presse mit legeme til at cykle til Paris eller løbe maraton og lave en ironman. Jeg bryder mig ikke om motion. Jeg ser jo den ene efter den anden få skavanker og skader, samtidig med at de sidder og praler af, at de har løbet en halv maraton. Og jeg tror, at mange af dem, der er i fyrrene, og som absolut skal løbe maraton og lave en ironman, skal have nye hofter, når de nærmer sig de 60. For man ser jo mange sportsfolk fuldstændig maltrakterede, længe før de bliver tres. Vores legemer er ikke beregnet til det. Man skal i stedet gå nogle lange ture, hvilket jeg gør. Eller spille golf, hvilket jeg også gør."

"Min hemmelighed om min egen gode form er højt humør, de rigtige vitaminer og mineraler, og så kan meget være genetisk bestemt," siger Anders Bircow.

Det skal for øvrige nævnes, at efter flere års pause er "Linie 3" ved at være klar igen, og denne gang er det med en julekoncert, som har premiere i musikhuset Odeon i Odense den 9. november.

Det er vi da nok en hel del, der glæder os til.

 

Nu er "Seniorfri" jo altså et annoncetillæg, og derfor er det så ubetinget annoncerne, der fylder mest. Og dem vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.

Men et godt stykke længere omme i tillægget kommer den næste artikel, der er om "Rejser med varme, afslapning og lærdom". Men selv om det er almindeligt kendt, at vi seniorer rejser mere og mere, så har man bare fundet noget ganske generelt frem om de mest besøgte feriemål for alle aldersklasser. Og f.eks. en hel side om "Find inspiration i rejsebøger" om bl.a. "De bedste vandreruter i 3 lande på fjeldet, i skoven og marken" er vist heller ikke lige noget, der henvender sig til vores aldersklasse. Men det hænger måske sammen med, at der jævnligt kommer et tillæg til avisen, som helt specielt beskæftiger sig med "Rejser", og dér har jeg nogle gange set artikler, som helt specielt har henvendt sig til os seniorer.

 

Og så lancerer "Seniorfri" et helt nyt begreb. Jeg har i hvert fald aldrig set det før. Begrebet hedder

"Seenager", og det skal dække "den unge ældre".

I forbindelse med det bliver der lagt nogle rigtig interessante synspunkter frem, som jeg vil komme tilbage til i et kommende indlæg her på bloggen.

 

08-10-17

 

Senior-interesser

 

Det virker tit som en hel stak, når jeg henter min daglige avis i postkassen. Men det er nu ikke altid selve avisen, der fylder mest. Det er derimod tillæggene. Jeg har i tidens løb fået leveret en masse forskellige tillæg: Bolig, Rejser, Eksklusiv, Gear, Det bæredygtige Syddanmark, Business Fyn, Kvindeliv samt Gul og Gratis for nu at nævne nogle af dem. Formålet med tillæggene er klart nok: De skal skæppe i annoncekassen for den betrængte avisudgiver. Og det er fair nok, for jeg ved da godt, at uden annonceindtægterne ville jeg ikke kunne få min avis, og den er jeg faktisk rigtig glad for. Og så giver tillæggene mulighed for, at producenter, handlende, organisationer og mange flere kan fortælle os aviskøbere om alle de gode produkter, som de gerne vil sælge til os. Det er der jo heller ikke noget forkert eller ondt i. For det nytter nu engang ikke noget, at de har verdens bedste produkter, hvis vi ikke får det at vide. Og så er det jo da helt op til hver enkelt af os, om vi vil købe nogen af dem.

Mange af de tillæg, som jeg får leveret sammen med min avis, går direkte til papirindsamlingen. Andre får en mere eller mindre overfladisk gennemgang, for det sker da bestemt, at der er noget, som også fanger min interesse.

Men i går fik et helt nyt tillæg mig til at spærre øjnene op. "SENIORFRI" stod der med store bogstaver på forsiden. Hvad pokker er meningen?! Er der nu nogen, der vil være fri for os seniorer?! Jeg indrømmer blankt, at jeg var godt på vej op i det røde felt. Men så begyndte eftertænksomheden da heldigvis at melde sig. Det kan spilleme da ikke passe! Enten må det være en trykfejl, eller også må jeg have misforstået noget. Og det varede da heller ikke så længe, før jeg blev klar over, at det var det sidste, der var tilfælde. Tillægget drejer sig ikke om at blive fri for os seniorer; men det fortæller en hel del om alle de muligheder, som vi seniorer har, fordi vi jo har fri - fri fra arbejdsmarkedet. Med andre ord: det giver navn til et nyt begreb, som jeg i hvert fald ikke har set før, nemlig det at være "seniorfri".

Så var min opmærksomhed fanget, og jeg begyndte at blade i det. Ikke uventet, så er der annoncer på langt de fleste af siderne, og da jeg så nærmere efter, kunne jeg da også konstatere, at der klart og tydeligt står "ANNONCETILLÆG" på forsiden. Men det er faktisk helt interessant, for her må der jo så være en mulighed for at se, hvad den endnu ikke "seniorfri" verden omkring os mener, at der må være af interesse for os, der er "fri". For der er ingen tvivl om, at de ved noget om det. De har helt sikkert sat sig grundigt ind i det. De spilder nemlig ikke deres annoncekroner på at reklamere for noget, som de ikke med ganske stor sikkerhed ved, at de kan fange vores opmærksomhed med.

Det er jeg begyndt at dykke ned i, og jeg synes egentlig, at det ser helt sjovt ud. Så det vil jeg vende tilbage til i kommende indlæg her på bloggen.

 

04.10.17

 

Så fik jeg også den oplevelse med

- - - men trods alt havde jeg nu helst været den foruden!

 

Det er længe siden, at jeg har fået så mange venlige smil

på en enkelt dag, som jeg oplevede det i forgårs. Havde

det ikke lige været, fordi der jo skal være et eller andet i

vejen med en - sådan rent helbredsmæssigt - før man får

lov til at låne en seng på sygehuset, så kunne jeg næsten

ønske mig at prøve det lidt tiere, for hold da lige op, hvor

der bliver taget hånd om en.

Nu kan det da godt være, at man sætter ekstra stor

pris på al den venlige omsorg, man oplever, når man

ligger i en hospitalsseng, når man ellers i det daglige

nusser mutters alene omkring. Og så er det nok heller

ikke uden betydning, når man som for mit vedkommende ret hurtigt kan konstatere derude, at det ildebefindende, der sendte mig derud, ikke var mere alvorligt, end at jeg kunne være hjemme igen samme dag.

Det var såmænd da eller grimt nok. Men allerede fra det øjeblik, da ambulancefolkene - hidkaldt via 112 - tog over, følte jeg, at jeg var kommet i så gode hænder, at jeg bare kunne slappe af. Og inde på sygehusets modtageafdeling stod man klar til at tage imod med smil og venlige bemærkninger, og der gik ikke mange øjeblikke, før de var i fuld gang med at finde ud af, hvad der var kommet til mig: Sygeplejersker med blodtryksmåler og elektroder til overvågning. Laboratorieassistent til blodprøver og med udstyr til EKG-registrering af hjertefunktionen. Læger til grundige undersøgelser af hele mig fra isse til fod. Portører til at rulle mig frem og tilbage til og fra CT-scanning. Og endelig en fysioterapeut til at kontrollere, at arme, ben og hele balancesystemet nu igen fungerede, som det skulle, inden de sagde, at nu turde de med god samvittighed sende mig hjem igen med en rigtig god støttestok til låns. Og altså - det hele i en smilende atmosfære med venlige og humoristiske bemærkninger.

Formodentlig skyldtes hele miséren en "øresten", som for en tid skabte totalt kaos i mit balancesystem.

Jeg har det egentlig rigtig godt med at have oplevet et system, der fra alarmcentral til transport hjem igen bare fungerede perfekt. For nu ser jeg med endnu større tryghed de næste mange år i møde.

 

01-10-17

 

Styrk ældrerådene

 

Om godt en måned skal alle vi, der har valgret her i landet, deltage i to vigtige valg: Til kommunalbestyrelserne og til regionsrådene. Men de af os, der er fyldt tres, har desuden mulighed for at deltage i endnu et valg, nemlig til ældrerådene (eller seniorrådene, som de benævnes en del steder). Og for os er dette valg mindst lige så vigtigt som de to andre.

Det vil hovedsageligt være yngre mennesker, der bliver valgt ind i kommunalbestyrelserne og i regionsrådene - altså yngre end de tres år. De har alle sammen - hver og én af dem - prøvet at være børn. De har også prøvet at være unge, og mange af dem ved, hvad det vil sige at være forældre. Det vil sige, at de hver især sætter sig på taburetterne med deres egne, personlige erfaringer fra tidligere perioder i deres tilværelse, og det er klart, at det er noget af det, de vil lægge til grund, når de i de næste fire år som politikere skal træffe en lang række afgørelser. Men det er kun nogle få af dem, der på deres egen krop har prøvet af være ældre. Hvad det angår har langt de fleste af dem ingen personlige erfaringer at trække på. Derfor må de nødvendigvis trække på viden og erfaring fra andre, når de skal beslutte sig for, hvilken holdning de skal tage i sager, der har med os ældre at gøre.

Her er det, at ældrerådene kommer ind i billedet. Hvert eneste emne og hver eneste sag, der berører os ældres verden, skal forelægges for ældrerådene. Det er derved, at de yngre i bestyrelser og råd kan få viden, råd og indstillinger, inden de skal træffe de afgørelser, der får betydning for vores dagligdag og på vores vilkår i det hele taget. Derfor er det så utroligt vigtigt, hvem der bliver valgt ind i ældrerådene. Vi giver dem et stort ansvar med vores stemme. Men hvad der også er vigtigt, er, at flest mulige af os tager del i valgene til ældreråd og derigennem viser vores opbakning. For jo større opbakning, et ældreråd kan pege på, jo større lydhørhed vil såvel politikere som embedsfolk have over for de synspunkter og indstillinger, de bliver præsenteret for fra ældrerådene.

Så min opfordring skal være, at man deltager i valgene og i de arrangementer, som ældrerådene står for. Det vil være med til at styrke dem og øge deres indflydelse.

Og så lige en ting mere: I modsætning til kandidaterne til ældreråds-valgene, som er og skal være upolitiske, er det langt de fleste af dem, der stiller op til kommunal- og regionsvalg, der gør det på politiske lister. Derfor er de mere eller mindre bundne til de politiske partiers holdninger - også på ældreområderne.  

Derfor: Spørg ind til kandidaternes holdninger - og gerne deres egne holdninger - til disse områder. Og prøv så blandt andet ud fra det at tage stilling til, hvor du skal sætte dine kryds på stemmesedlerne.

Der er nemlig en del af forholdene på ældreområderne, som kun kan og bør blive bedre. Det kan vi gøre noget for på valgdagen.

 

28-09-17

 

Tal / skriv dansk

 

"Fra identitetspolitisk hold vil man i dag pege fingre ad Radioavisens

besindige, moderate og kølige objektivitet. Er postulatet om at være

”nøgtern” måske ikke typisk for den hvide mands eurocentriske

sexisme? Man vil tværtimod slå til lyd for en parcelleret virkeligheds-

gengivelse, hvor kampen om ”definitionsretten” baner vej for den

bundløse relativisme".

 

Ovenstående er et citat fra Netavisen Altinget, og forfatteren hedder

Jens Christian Grøndahl.

Jeg har læst det igennem en hel del gange; men jeg forstå stadig

ikke et muk af, hvad det er, den gode hr. Grøndahl vil fortælle mig.

Men måske er det slet ikke mig, han vil fortælle noget, men kun en

meget lille, indforstået kreds af belæste mennesker, som lige skal

præsenteres for en evne til at udtrykke sig på det meget høje niveau,

hvor de svæver rundt.

Desværre er den tendens til at udtrykke sig, så kun de få indfor-

ståede forstår, hvad der bliver sagt eller skrevet, ved at blive mere

og mere udbredt. Specielt ser man det med ord fra andre sprog, der

bliver anvendt, selv om vi har gode danske ord, som fuldt ud dækker,

hvad man gerne vil sige. F.eks. hørte jeg forleden i radioen gode

danskere som Poul Krebs, Tina Dichow og Mads Langer omtalt som

"singer and songwriters". Hvorfor dog ikke præsentere dem som sangere og sangskrivere!

Det er måske slet ikke så sært, at fremmede sprog er ved at fortrænge det danske. En undersøgelse har vist, at 85% af alle de publikationer, der skrives på de danske universiteter, bliver skrevet på engelsk. Og mere og mere af den daglige undervisning på de højere læreanstalter foregår på engelsk - og det på trods af, at mange af underviserne giver udtryk for, at deres undervisning bliver meget dårligere, end hvis de havde kunnet få lov til at give den på dansk, ligesom en stor del af de studerende beklager sig over, at de ikke får det fulde udbytte af undervisningen, fordi den foregår på et fremmed sprog.

Det ser ud til, at vi nu er dér, hvor man også var for 300 år siden, da Danmark var præget af så mange udefra kommende kulturer, at der rundt i landet blev talt mindst en håndfuld forskellige sprog, og hvor man som borger måtte beherske i hvert fald tysk og fransk for at kunne tilegne sig nyheder fra den store verden og gøre sig forståelig blandt mennesker med dannelse og indflydelse (citat fra Kalliope.org).

Som dengang har vi i dag for alvor brug for en Ludvig Holberg, der har både mod og indflydelse nok til at sætte tingene på plads ved selv at skrive på dansk og ved at håne andre, som er for "fine" til at gøre det.

Hundrede år efter Holbergs død skrev digteren Christian Wilster et hyldestdigt til den gamle sprogrøgter, hvori han beskrev situationen på Holbergs tid således:

 

"Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund, / latin på papiret kun malte, / med fruerne fransk, / og tysk med sin hund,/ og dansk med sin tjener han talte."

 

Men nu kom så Holberg, og

 

"Han lærte de danske, at dansken er født / at tale med fædrenes tunge, / thi hjemmebrygt var jo den herlige mjød, / som styrkede hjerte og lunge."

 

"Vel føres fra fremmede lande herhid / ret meget, hvorved vi oplives, / men latter, så sund som ved Holbergs vid, / kan ikke med posten forskrives."

 

Vi har et godt og stærkt sprog. Men det er under pres. Og ingen gør rigtigt noget ved det. Det kunne synes helt selvfølgeligt, at institutionen Dansk Sprognævn fik pligt og myndighed til at sætte ind over for den fremmedgørelse og forfladigelse af vores sprog, som klart kan konstateres, uden at man behøver at være sprogforsker. I stedet indskrænker Sprognævnets virksomhed sig til at konstatere, at nu siger man altså også sådan og sådan "på dansk"!

 

25-09-17

 

03-10-17

Birthe Christoffersen har sendt denne kommentar til ovenstående indlæg:

 

Bemærk, at tanker og følelser udtrykkes bedst på modersmålet.

 

Det kan være muligt at sige det samme, men uden den samme tilknytning mellem følelserne og ordene.

Hvad er vi mennesker egentlig værd?

 

Det er et spørgsmål, som det naturligvis er helt umuligt at svare entydigt på. For hvordan skal det gøres op? Begrebet menneskeværd er så bredt, at der kan skrives bøger om det - og det er der da også blevet. Her skal der alene ses på en økonomisk værdi, hvis den da overhovedet kan gøres op i kroner og ører.

Anledningen til at tage det spørgsmål op er en snak, som jeg forleden havde med en god ven, og baggrunden for den var en notits, som jeg var faldet over i en avis. Den drejede sig om den portugisiske fodboldspiller Christiano Ronaldo, og den fortalte, at hvis han nogen sinde skulle blive solgt fra Real Madrid, så ville han helt sikkert blive verdenshistoriens dyreste spiller.

Ronaldos agent, Jorge Mendes, har fortalt sportsavisen AS, at Ronaldo har en frikøbsklausul i sin kontrakt, som det ikke vil være helt nemt at opfylde for interesserede klubber. Og Mendes føjer til: "Jeg får ikke længere opkald fra nogen, der spørger til Ronaldo. Det er simpelt hen ikke værd for dem at ringe og spørge. For prisen, der står i hans frikøbsklausul er 1 milliard euro." (7,45 milliarder kroner).

Og der er nok heller ikke de store økonomiske tilskyndelser for ham til at søge mod andre græsbaner end den hos Real Madrid. Hans løn i den klub er nemlig efter den seneste kontraktfornyelse, der løber frem til 2021:

Om året: 175.626.480 kroner

Om måneden: 14.635.540 kroner

Om ugen: 3.377.432 kroner

Om dagen: 481.168 kroner

I timen: 20.049 kroner

(Kilde: BT's internetavis)

 

Min ven og jeg kunne hurtigt blive enige om, at

det er rigtig mange penge, og vi drøftede lidt,

om vi måske skulle begynde at spille fodbold.

Men i betragtning af, at vi begge har en dåbsattest,

der er mere end 80 år gammel, så måtte vi være

realistiske og med beklagelse konstatere, at det

nok er lidt for sent at komme i gang.

 

Og så kan sådan en god fodboldkontrakt jo passende sættes i relation til, at jeg netop i dag hørte i radioavisen, at man i Finansministeriet nu har justeret på beregningerne af, hvad den gennemsnitlige værdi af en dansker sådan rent statistisk er: 31 millioner kroner er prisen.

Alt taget i betragtning, så tror jeg nok, at jeg hellere vil bedømmes på mit værd end på min værdi.

 

22-09-17

 

Avancerede elektroniske hjælpemidler

 

For god ordens skyld skal det nævnes, at dette indlæg ikke på nogen måde er sponseret (Det er der i øvrigt intet på Ældre-bloggen, der er). Indlægget er alene et udslag af min interesse for alt, hvad der kan medvirke til at gøre vores tilværelse som ældre så god som muligt.

 

Jeg har en søster, der er nogle år ældre end mig. Hun bor alene i en beskyttet bolig. For kort tid siden faldt hun endnu en gang, men p.gr.a. fejlopererede hofter er hun ikke i stand til selv at komme på benene igen. Heldigvis er hun blevet udstyret med en alarmknap i en rem om håndleddet, så hun kan tilkalde hjælp. Det gav mig indskydelsen til at se lidt nærmere på de muligheder, som vore dages elektronik byder på for at skabe en mere tryg tilværelse, når vi som ældre får behov for hjælp.

En af de muligheder fandt jeg på en hjemmeside for virksomheden Sarita, som har specialiseret sig i udvikling af elektroniske, tryghedsskabende hjælpemidler til ældre.

Et af disse hjælpemidler er netop et alarmsystem, som træder i kraft i tilfælde af fald, men som også har en række andre funktioner. Man har valgt at kalde systemet "Pearl".

Den Pearl-enhed, der aktiverer systemet, når der er brug for hjælp, er bygget ind i en broche-lignende knap, som kan fastgøres på den ældres påklædning med en kraftig magnet. Den er konstrueret, så den selv registrerer og alarmerer, hvis bæreren falder. Et problem med en del andre systemer er, at bæreren måske ikke selv er i stand til at aktivere alarmen.

I Pearl-systemet bruges et SIM-kort, som det kendes fra mobiltelefoner. Det gør det muligt, at man kan kommunikere direkte med den eller dem, der skal hjælpe en. Men derudover kan der indbygget en GPS, som kan fortælle præcist, hvor man befinder sig. Det kræver den pågældende persons samtykke, men er jo ikke mindst et virkelig godt hjælpemiddel, når det drejer sig om demente, og hvor man jævnligt hører om, at nogen er blevet borte.

Medvirkende til, at f.eks. demente vil acceptere at skulle bære en Pearl-knap,

er, at den kan designes, som man selv måtte ønske det. Ja, det er oven i købet

muligt, hvis man har børnebørn, så at få et af dem til at tegne noget, som så vil

kunne printes over på knappen, så den bliver til noget helt personligt.

Specielt til brug på plejehjem er udviklet en hjemmeside, der hedder "Lighthouse".

Den fungerer som hele systemets hovedterminal, der giver personalet et helt

opdateret overblik over beboerne, og som f.eks. fortæller, hvis en beboer har

bevæget sig uden for et i forvejen fastlagt område.

Der arbejdes stadig med potentielle muligheder i Pearl-systemet, og man vil

kunne se mere om hele systemet på hjemmeside-adressen www.sarita.dk

 

 

 

 

 

Hvis nogen af de besøgende her på www.aeldrebloggen.dk har et kendskab til andre gode

hjælpemidler for os ældre, som de mener bør udbredes til andre, så er de meget velkomne til

at fortælle om det. Det gøres nemmest ved at bruge besked-rubikken i kontaktformularen nederst på siden.

 

15-09-17

 

Pearl-knappen kan designes næsten, som man selv vil have den.

Har du fået "lønforhøjelse"?

- - - for det her jeg i hvert fald ikke.

 

Det er blevet dyrere at være dansker. Danmarks Statistik har netop meddelt, at inflationen i august for anden måned i træk er steget mere end sædvanligt, nemlig med 1,5% i forhold til samme måned sidste år. Det er den højeste stigning siden december 2012.

Det er ikke mindst fødevarerne, der er blevet dyrere. Men det tæller i høj grad også, at priserne på tjenester - og det vil blandt andet sige husleje, tandlæge, transport, forsikringer og bankgebyrer - samlet set er steget med 2,8% i forhold til samme måned sidste år, og det er den højeste årsstigning siden marts 2011, da stigningen også var på 2,8%.

Selv om inflationen altså nu er højere, end vi har set det i de senere år, så betyder det ikke, at en almindelig familie er blevet fattigere i år, skriver Signe Roed Frederiksen, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. Godt nok betyder prisstigningerne over det seneste år, at der skal lægges lidt flere penge for de samme varer og tjenester, skriver hun. Men til gengæld kan man glæde sig over, at lønnen er steget endnu mere end priserne. I andet kvartal 2017 var den således 2,4% højere end i andet kvartal sidste år.

 

Jeg har kigget forgæves i mine regnskaber efter noget, der bare i en eller anden grad kunne ligne en lønforhøjelse. Men det skyldes jo så nok, at jeg - ligesom de fleste andre pensionister her i landet - ikke tilhører en "almindelig familie". Så godt nok en den "almindelige familie" måske ikke blevet fattigere. Men det er vi pensionister altså.

Det skal så også ses i forbindelse med de politiske skænderier, der fortsat er i gang om mulige skattelettelser. De har indtil nu kun drejet sig om, hvem ud af den arbejdende befolkning, der skal have de største lettelser. Jeg har ikke kunnet få øje på eller hørt om en eneste, der sådan virkelig for alvor har givet udtryk for, at vi pensionister måske også kunne fortjene at blive lettet for lidt af skattebyrden.

 

13-09-17

 

En værdig død

Nye bestemmelser er et skridt mod målet

 

For en gangs skyld ser det ud til, at "folkets røst" er blevet hørt. Folketinget har nu fastsat nye regler for, hvad man som alvorligt syg selv kan bestemme vedrørende dette at få lov til at dø.

”Vi har lavet en aftale, som tager udgangspunkt i patienternes ret til at bestemme over deres eget liv, også når det nærmer sig sin afslutning. Vi hjælper de mennesker, som er afklarede med, at de ikke ønsker at være i livet længere,” siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Den nye aftale handler hovedsageligt om, at patienter får flere rettigheder til at fravælge behandling, der kan forhindre døden – også selvom patienten ikke er dødeligt syg.

Generelt vil patienter og især ældre dermed have bedre muligheder for på forhånd at fravælge behandlinger, selvom de vil dø af det. Men det betyder også, at flere uhelbredeligt, døende patienter bliver tilbudt muligheden for at blive smertedækket massivt - også selv om det fremskynder døden. I praksis betyder det ofte, at patienterne sover ind i døden.

Den mulighed har der for så vidt også været tidligere. Men vejledningen til de sundhedsansatte sagde, at patienterne først kunne få denne passive dødshjælp, når patienten alligevel vurderedes kun at have timer eller få dage at leve i. Fremover skal patienter, der vurderes til kun have få uger eller dage tilbage at leve i, kunne vælge den udgang.

Hvad der endnu mangler, er regler, som i visse situationer giver mulighed for en egentlig aktiv dødshjælp.

 

Fremtidsfuldmagt

 

Samtidig med de nye bestemmelser med mulighederne for en mere værdig død er der også trådt nye bestemmelser i kraft, som giver bedre mulighed for selv at bestemme over ens fremtidige personlige og økonomiske forhold. Det sker med en ny ordning om såkaldte fremtidsfuldmagter. Den giver nu mulighed for, at man selv kan udpege en person til engang i fremtiden at tage over, hvis man på et tidspunkt mister evnen til selv at tage sig af sine personlige og økonomiske forhold. På baggrund af fuldmagten får repræsentanten mulighed for at træffe beslutninger om for eksempel bankforretninger eller personlige beslutninger vedrørende pleje og omsorg.

Det kan blive relevant, hvis man for eksempel på grund af sygdom, svækket mental funktion eller lignende ikke længere selv er i stand til at varetage disse forhold.

En fremtidsfuldmagt skal oprettes i et nyt register gennem en digital selvbetjeningsløsning

på Tinglysningsrettens internetportal. For at sikre at man som fuldmagtsgiver er i stand til at oprette fuldmagten og ikke er under pres eller tvang fra andre, skal man bagefter vedkende sig fuldmagten over for en notar. Derefter er fremtidsfuldmagten gyldig, men inaktiv, indtil der kan blive behov for at sætte den i kraft.

 

Man kan læs mere i vejledningen til borgerne om fremtidsfuldmagter, på Borger.dk eller på Statsforvaltningens hjemmeside.

Fremtidsfuldmagterne kan oprettes i Fremtidsfuldmagtsregistret. Man kan finde den digitale selvbetjeningsløsning på www.tinglysning.dk

 

Direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, er glad for den nye lov. Han mener, at det er en rigtig stor fordel, at man, inden en eventuel demenssygdom tager over, kan vælge en person, man har tillid til.

"Vi kender i dag alt for mange eksempler på, at det har skabt problemer, hvis man ikke i tide har forberedt sig på de her forhold", siger han til Ritzau.

"Det er også vigtigt for de pårørende. Hvis man eksempelvis bor i et hus, som er fælleseje, kan det være meget vanskeligt at træffe økonomiske beslutninger om, hvorvidt man skal sælge huset, når den anden person bliver meget syg".

 

08-09-17

 

LAMBORGHINI-REFORMEN

 

DET SKAL KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE

"Det skal kunne betale sig at arbejde"

 

Dette er det ofte gentagne slogan for den skatteplan, som regeringen har fremlagt i dag. Man kunne måske ændre det en smule til "Det skal kunne betale sig at kunne arbejde". For selv om der er tale om ganske betydelige skattelettelser - samlet set 23 milliarder - så er der tilsyneladende ikke så meget som en rød 50-øre til os, der ikke kan arbejde længere, enten fordi vi er blevet for gamle til det eller af andre grunde.

Det foreslås at fjerne det hidtidige loft over beskæftigelsesfradraget, så det bedre kan betale sig at tjene noget ekstra - hvis man altså har et arbejde, hvor man kan tjene noget.

Dertil kommer et forslag om et nyt jobfradrag, som kan give en skattelettelse på op til 4.500 kr. - hvis man altså har et job.

Og så tænkes der indført "et socialt frikort", der skal hjælpe socialt udsatte borgere med at komme ind på arbejdsmarkedet - hvis de altså kan komme det.

Endelig skal afgiften på biler sænkes ganske betydeligt - men mon ikke det er de færreste af os ældre, der har planer om at investere i ny bil. Jeg regner i hvert fald med, at min skal holde min tid ud. Men afgiftsænkningen har fået erhvervsminister Brian Mikkelsen til at sige, at " hvis man for eksempel gerne vil købe en lækker Lamborghini for pengene, så må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge". Den udtalelse har så givet hele det ny skatteoplæg navnet LAMBORGHINI-REFORMEN.

Med en samlet skattelettelse på 23 milliarder kan man med god grund frygte for, at der heller ikke i de næste mange år bliver penge til at bedre forholdene for de gamle mennesker rundt omkring i riget, som lever under kummerlige forhold.

Nu skal der så forhandles med oppositionen om forslaget. Men mon ikke Dansk Folkeparti går med til det meste, hvis de til gengæld kan få lov til at forhøje ældrechecken med en rund tyver.

 

29-08-17

 

 

Ældre-bloggens første år

 

Den 12. juli 2017, var det ét år siden, at Ældre-bloggen gjorde sin entré med bloggens første indlæg på Internettet. Siden da er det blevet til mere end 200 indlæg, som dækker et meget bredt spektrum af emner med relation til det at være ældre i dag.

Fra en spæd begyndelse er antallet af besøg på bloggen steget jævnt og roligt, og den 12. juli havde der i alt været 4.902. Det er mange, og selv om der nok er en del gengangere imellem, så vil jeg gerne sige tak for hvert eneste af de mange besøg. Det er dem, der virkelig giver mig lyst til at fortsætte arbejdet med bloggen.

Og der er jo virkelig noget at arbejde med, for som der også bliver givet udtryk for i flere af indlæggende, så er tilværelsen som ældre for langt de fleste af os en rig og spændende tilværelse med helt nye og givende muligheder.

Jeg vil aldrig glemme, at der er mennesker - ikke blot ældre, men også yngre - for hvem tilværelsen er en daglig kamp mod helbredsmæssige, økonomiske og andre problemer, og som har krav på og ret til al den støtte, som samfundet kan give dem. Men der er jo ikke ét af disse mennesker, der får det bedre af, at vi andre undlader at glæde os over, at livet har været og er godt mod os. Og det er derfor, at jeg med Ældre-bloggen først og fremmest fortsat vil rette fokus mod alle de mange positive sider ved det at være ældre.

 

Og netop fordi den såkaldte tredje alder rummer så mange muligheder, så skal det naturligvis fejres og markeres, at Ældre-bloggen har været på Nettet i ét år. Og hvad er bedre at fejre sådan en begivenhed med, end musik. Derfor giver bloggen nu alle dens besøgende mulighed for et genhør med mere end 12.000 af de populære melodier, som vi dansede eller måske blot lyttede til i vores yngre dage. Det får man blot ved at klikke på dukeboxen herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For god ordens skyld skal det oplyses, at det er både helt lovligt og fuldstændig gratis at streame alle disse musiktilbud. Det er et af Internettets gode tilbud til os alle.

 

Der er vist noget med, at når man har fødselsdag, så har man lov til at komme med en ønskeseddel.

På Ældre-bloggens ønskeseddel står der to ønsker:

Det ene er, at endnu flere vil tage aktiv del i udviklingen af bloggen ved at give deres besyv til kende omkring deres egne oplevelser og erfaringer - de gode, de mindre gode og de dårlige - omkring dette at være blandt de ældre. Det vil gøre, at bloggen bliver både mere spændende, interessant og værdifuld. Og det er let at gøre det ved at bruge kommentar-blanketten nederst på siden her eller på en af emnesiderne.

 

Det andet ønske er, at hvis man finder Ældre-bloggen værd at besøge, at man så vil hjælpe med at udbrede kendskabet til den. Det kan gøres ved at sende linket

 

www.aeldrebloggen.dk

 

videre til venner og bekendte. Eller man kan gå til bloggens profil på Facebook ved at klikke HER og så give den et "like" og evt. dele den med andre.

 

14-07-17

 

 

 

 

 

 

Det ka' da også være sjovt

at vær gammel!

 

Livets hjul

 

 

Med dette i tankerne købte jeg en ny scooter.

 

Jeg ville have en, som var billig i drift og kunne køre mig til butikkerne og rundt i byen.

 

Den her syntes jeg skulle passe til ALLE mine behov.

 

Jeg elsker den!

Livet er måske ikke altid den fest, vi kunne drømme om.. Men når vi nu er her, så kan vi lige så godt danse.

 

Lev

 

længe nok

 

til at blive

 

lidt af et problem

 

for

 

dine børn

Du kan føje Ældre-bloggen til på listen over dine favorit-hjemmesider. Klik blot på stjernen øverst til højre på skærmen.

Så bliver det nemt og hurtigt lige at komme ind og se, hvad der er af nyheder på Ældre-bloggen.

Har du en kommentar til noget af ovenstående, er du

velkommen til at skrive den i beskedboksen her til højre.

Den vil så snarest blive lagt ud på bloggen - men

uden opgivelse af mail-adresse.

 

Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan

du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til,

hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook. Også på

den er der mulighed for at kommentere og for at komme med egne indlæg. Ved at gøre det kan vi måske i fællesskab hjælpe hinanden med at få mest muligt ud af vores år som ældre.

 

Klik HER for at komme til Ældre-bloggen på Facebook.