Forside

 

Ældre-bloggen

Om ældres liv og vilkår

 

 

 

Ældre-bloggen lukker

 

Der har været mange og gode udfordringer i at arbejde med Ældre-bloggen. Den har givet anledning til mange overvejelser og tanker. Men den er aldrig blevet det, jeg stilede imod, da jeg startede bloggen for snart to år siden, nemlig at den skulle være et debatforum mellem ældre mennesker.

Nu må jeg erkende, at enten er der ikke behov for et sådant debatforum, eller også bliver behovet dækket på anden måde. Derfor her jeg nu besluttet at lukke bloggen senest med udgangen af juni måned.

Men her i det, der altså bliver bloggens sidste indlæg, vil jeg gerne rette en tak til de mange, der jævnligt har besøgt bloggen gennem de snart to år, hvor den har eksisteret. Jeg håber, at I har fundet det umagen værd.

Lukningen betyder ikke, at jeg helt og aldeles holder op med at benytte internettet. Gennem snart mange år har jeg haft min hjemmeside, og den fortsætter jeg med, og fremover vil nogle af de emner, som jeg hidtil har beskæftiget mig med på Ældre-bloggen, blive taget op på hjemmesiden, som alle er velkomne til at besøge. Den ligger på adressen

 

 

Om blog-redaktøren

Man kan vel med god ret spørge, hvem det er, der har taget initiativ til at starte en blog, som henvender sig specielt til den ældre generation.

Mit navn er Bent Aalbæk-Nielsen, og jeg er 84 år gammel. Efter et kvart århundrede som skolelærer tog jeg min afsked fra skolen og oprettede et forlag med navnet Luft- og Rumfartsforlaget. Det næste kvarte århundrede gik så med at skrive artikler, redigere og udgive blade og bøger om flyvning og rumfart. Da jeg for en halv snes år siden sluttede med det, blev jeg “frivillig, ulønnet pensionist” hos Flyvevåbnets Historiske Samling, hvor jeg bl.a. startede samlingens hjemmeside. Den har jeg nu overgivet til yngre kræfter med mere flair for de elektroniske muligheder. Det har så givet mig tid og lyst til endnu en gang at skifte spor og prøve at skabe nærmere kontakt til og mellem den ældre generation ved hjælp af Ældre-bloggen.

Skulle nogen have lyst til/interesse for at vide mere om mig, er de velkomne til at besøge min private hjemmeside på adressen “www.aalbaek-nielsen.dk”.

 

 

 

Ældre-bloggen har sin egen profil på Facebook.

 

Også på den er der mulighed for at kommentere og for at komme med egne indlæg. Ved at gøre det kan vi måske i fællesskab hjælpe hinanden med at få mest muligt ud af vores år som ældre.

 

 

Har du mod på et lille smil,

så scroll til bunds på denne side, og se,

hvordan det kan gå.

 

Vil du se ældre indlæg end dem, du finder her på forsiden, så kig på mapperne, der er opført i menuen her til venstre.

 

Klik på det emne, som du gerne vil se indlæg om, og du har straks den pågældende mappe på skærmen.

 

Du kan meget let tage del i debatten her på Ældre-bloggen eller give din kom-mentar til et eller flere af indlæggene.

Brug "blanketten" herunder; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger det i Ældre-bloggens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på bloggen, men UDEN angivelse af din email-adresse.

Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 

 

 
 
 

Borgerforslag vedr. aktiv dødshjælp

 

I mit indlæg den 14. april skrev jeg, at det ville blive det sidste her på Ældre-bloggen.

Nu er der imidlertid sket noget, som gør, at jeg vil ændre på det:

Der er fremsat et såkaldt borgerforslag vedr. aktiv dødshjælp.

Jeg har flere gange her på bloggen beskæftiget mig med dette emne, og jeg er gået varmt ind for, at der bør indføres mulighed her i landet for give aktiv dødshjælp eller i det mindste for at kunne give hjælp til selvmord. Derfor hilser jeg med glæde, at der nu er fremsat et borgerforslag herom, og jeg vil gerne opfordre til, at man støtter dette forslag.

Man kan se mere derom ved at benytte linket herunder.

 

 

11-05-18

Et spørgsmål om respekt

 

Som tidligere skolelærer mindes jeg en tid, da der endnu gene-

relt stod respekt om den danske lærerstand. Det gjorde der

indtil den 23. marts 1973. Dengang havde der i nogen tid væ-

ret forhandlinger mellem daværende finansminister Per

Hækkerup og Danmarks Lærerforening om lærernes løn og

arbejdsvilkår. De sluttede den 23. marts om aftenen, og man

kunne så opleve, at Per Hækkerup stod frem i TV-avisen og

meddelte, at nu var man kommet til et resultat, der betød,

at lærerne omsider skulle til at bestille noget. Der blev nemlig

dengang indført det såkaldte "minutcirkulære", der præcist fastsatte, hvor mange minutters arbejde lærerne skulle præstere for deres løn. I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27. Per Hækkerups kommentar for åben skærm til det var: "Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

Dette minutcirkulære - der også blev kaldt mistillidscirkulæret eller misundelsescirkulæret - blev sammen med finansministerens nedsættende bemærkninger skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der blev dikteret ved lov i 2013, er blevet det. Og akkurat som udfaldet af de forhandlinger om lærernes løn- og arbejdsvilkår, der er i gang i disse dage, kan risikere at blive det. Der lurer igen noget, der mere er udtryk for en misundelse i forholdet til lærerne end for en fortjent anerkendelse af, at langt de fleste lærere knokler for at kunne præstere den bedst mulige undervisning under nogle vilkår, der er alt andet end misundelsesværdige.

Det er utroligt, at det endnu i dag i højere grad skal være en totalt ubegrundet misundelse snarere end de rent faktiske vilkår for lærerne, der skal være en del af grundlaget for forhandlingerne. Men sådan virker det i hvert fald. Og det er vel forståeligt nok, at den holdning fra topforhandlerne smitter af på de daglige forhold ude i skolerne. Respekten for lærerne og deres arbejde forsvinder, når de bliver fremstillet som nogen, der bare er ude på økonomisk at presse mest muligt ud situationen. For faktum er jo, at økonomien kun er en mindre side af sagen. Mindst lige så vigtigt er det, at der nu igen bliver givet nogle arbejdsvilkår, som gør det muligt at yde den bedst mulige undervisning.

Der er rigtig meget, der står på spil. Set med mine øjne så gambles der i disse dage med vore børns og børnebørns fremtid og dermed i realiteten med Danmarks fremtid.

Jeg har nogle gange tidligere beskæftiget mig med skoleforhold her på bloggen. Det er ikke kun, fordi jeg er tidligere skolelærer. Det er først og fremmest, fordi jeg betragter uddannelsesforholdene for vore børn og unge som noget af det vigtigste for udviklingen her til lands og dermed også for os ældre.

Vil du se de tidligere indlæg om emnet, så KLIK HER.

 

07-04-18

 

Hvornår skal vi ældre forhandle?

- - - hvem skal gøre det for os og med hvem?

 

Nu har der snart været forhandlet længe mellem arbejdsmarkedets

parter om løn- og arbejdsvilkår. Og der forhandles stadig. Det er

ikke, fordi der er tvivl om, at lønnen skal være højere. For alle

parter er enige om, at vores samfund er blevet rigere, og spørgs-

målet er så "bare" hvordan den øgede rigdom skal fordeles. Men

én ting er der tilsyneladende enighed om mellem disse parter,

nemlig at den øgede rigdom alene skal fordeles mellem dem. Det

er, som om det helt er glemt, at der også er befolkningsgrupper,

som står uden for arbejdsmarkedet - for eksempel os ældre. Skal

vi slet ikke med i overvejelserne om fordelingen?

Det burde egentlig være en selvfølge, at i det mindste folkepen-

sionen helt automatisk følger indkomstudviklingen på arbejdsmar-

kedet. For det er jo ikke mindst os pensionister, der gennem vores

aktive år har skabt en væsentlig del af grundlaget for, at den samlede danske økonomi nu forbedres år for år. Gennem vores skattebetalinger og vores opsparinger er det blevet muligt at udbygge vores samfund og øge dets rigdom, som tilfældet nu er. Og det nyder vore efterkommere godt af. Det skal være dem vel undt, for vi vil dem jo kun det bedste. Men det kan god virke lidt frustrerende, når man gang på gang må konstatere, at det er efterkommerne, der skummer al fløden og lader landets pensionister sidde tilbage med skummetmælken. I virkeligheden bliver den situation sat skarpt i relief, når man fra tid til anden inde på Christiansborg finder ud af at lette lidt på den dårlige samvittighed ved at dele lidt smørklatter ud i form af "ældremilliard" og "værdighedsmilliard". Det er jo ikke noget, der giver den enkelte pensionist lidt mere at råde over selv. Og rigtig mange har aldrig på mindste måde mærket noget som helt til de smørklatter.

Nej, det hedder højere løn og lavere skatter for dem, der hver måned kan indkassere en arbejdsindkomst. Og når parterne engang bliver færdige med at forhandle, så stiger lønnen igen, og oven i den får både den ene og den anden en solid bonus.

Sådan er det. Og sådan bliver det ved med at være. Der er ikke nogen Pensionisternes Fagforening som sådan, der kan gå ind og forhandle. Og hvem skulle den i givet fald forhandle med? Og hvad skulle den bruge som pressionsmiddel. Det vil jo ikke nytte noget med en pensioniststrejke. Og en lockout i den sammenhæng ville jo nærmest være en vittighed.

Jeg ved ikke rigtigt, om man kunne forestille sig, at ældreministeren skulle sætte sig ned og forhandle regulering af folkepensionen med innovationsministeren!

 

03-04-18

 

Jeg er gammel

 

Det synes i hvert fald et flertal af danskerne.

BTMX har fået lavet en undersøgelse af, hvornår man mener, at folk er gamle. Svaret på det spørgsmål afhænger i nogen grad af, hvor gamle de er, dem der er blevet spurgt. Blandt de yngre mener én ud af tre, at man er gammel, allerede inden man fylder 70. Men blandt de ældre er det den almindelige opfattelse, at man skal have passeret de 80, før man kan kalde sig gammel - eller før man bliver betragtet som gammel.

Altså er jeg efter de flestes opfattelse gammel. Men jeg har det som de fleste andre i min alder. Vi føler os faktisk ikke gamle. Men dette med alder er da også et relativt begreb. I forbindelse med BTMX's undersøgelse fortæller tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, at "jeg har mødt mennesker, der virker gamle, når de er 40 år, fordi de er gået i stå og sidder fast i forstokkede holdninger, fordomme og meninger."

93-årige Bent Fabricius Bjerre siger i samme forbindelse, at han følte sig ikke gammel, da han rundede de 80. "Men efter de 90 begyndte jeg at være opmærksom på, at fysikken haltede bagefter. Jeg begyndte at blive forsigtig med, hvad jeg foretog mig med den tanke i baghovedet, at en langvarig helbredelse efter et fald eller et sygdomsforløb kunne tappe mig for energi. Men ud over det føler jeg mig ikke gammel. Jeg taler på lige fod med andre og skænker ikke deres kronologiske alder en tanke".

100-årige Lise Nørgaard fortæller, at hun er aldrig standset op og tænkt, at "nu er du gammel. Men jeg vil sige, at man da hele tiden føler, at man bliver ældre. Jeg springer jo ikke længere rundt som et hjortekid. Man får skavanker hen ad vejen, som man må indrette sig efter. F.eks. måtte jeg stoppe med ballet, da jeg blev 50 år, stoppe med at spille tennis, da jeg blev 80 år, og stoppe med at stå på ski, da jeg blev 90 år. Hver gang man må stoppe med noget, føler man sig jo kedeligt ældre."

Og det er vel netop det afgørende ved det at blive gammel: At man bliver for gammel til noget.

Jeg føler mig ikke egentlig gammel. Men jeg erkender, at jeg nu er blevet for gammel til at bestige Himmelbjerget til fods. (Jeg gjorde det for nogle få år siden).

Jeg har nogle gange taget mig selv i at sige i en eller anden forbindelse: "Nej, det er jeg blevet for gammel til." Og så har jeg erkendt for mig selv, at det sagde jeg vist for at slippe for at skulle gøre et eller andet, som jeg egentlig slet ikke havde lyst til. Det er nok noget,

man som gammel skal undgå. For bruger man den (dårlige)

undskyldning for tit, så er det vel helt forståeligt, at man ret

hurtigt af sine omgivelser netop bliver betragtet som (for)

gammel.

Desværre er der én sammenhæng, hvor man allerede som

blot lidt ældre mand bliver betragtet som for gammel og måske

også som det, der er værre. Det har jeg tidligere skrevet et

indlæg om her på bloggen. Det kan du se ved at klikke HER.

Så kommer du til den mappe, hvor indlægget ligger.

 

31-03-18

 

Opsang til seniorerne

 

"Lad mig derfor sige til alle seniorer, der er ude og søge job: Skru ned for jeres aldersindentitet

og hold fast i, hvordan jeres kompetencer skaber værdi for virksomheden."

 

Det er konklusionen i en artikel, som jeg læste i min avis for kort tid siden. Artiklen er skrevet

af Morten Ballisager, der er stifter, ejer og direktør for det landsdækkende konsulenthus

Ballisager, der blandt andet arbejder med rekruttering.

Jeg har tidligere her på bloggen beskæftiget mig med det, at alder og erfaring prioriteres

ret så lavt i erhvervslivet, når det drejer sig om ansættelse. Og at det er sådan, bekræftes af

Morten Ballisager i hans artikel. Og det på trods af, at antallet af 65-69-årige på arbejds-

markedet blev fordoblet i perioden 2000-2014.

Det virker jo egentlig selvmodsigende. Men oplysningen om seniorernes lave prioritering

på arbejdsmarkedet bygger i følge Morten Ballisager på en rekrutteringsundersøgelse fra 2017, hvor 878 virksomheder fik stillet spørgsmålet: "Hvilken aldersgruppe fungerer bedst på jeres arbejdsplads?"

Kun fra én ud af de 878 virksomheder blev der svaret, at der var seniorgruppen (55 år eller derover). Det resultat er ikke til at tage fejl af: Selv om seniorerne er propfyldte med erfaringer, så er det de unge, der vinder arbejdsgivernes popularitetskonkurrence - endda, som Pallisager udtrykker det: med længder.

Det må naturligvis føre til spørgsmålet: Hvorfor er det sådan?

I artiklen giver Pallisager sit svar på det spørgsmål, og han skriver, at han gider ikke pakke det ind: "Motivation, drive og forandringsparathed er i høj kurs på arbejdsmarkedet. Kløgt og erfaring er en svagere valuta."

Jeg har også tidligere her på bloggen været inde på det faktum, at vi lever i en tid, hvor netop forandring er et hovedtema. Næsten alt bliver lagt om til edb, digitalisering, automatisering og robotteknologi. Og det kræver i høj grad evne og vilje til nytænkning for at følge med i den udvikling. Og det kan være rigtig svært for en generation, for hvem en uddannelse i sin tid normalt var indgangen til den beskæftigelse, man skulle have de næste fyrre år indtil pensioneringen. Men den opfattelse holder bare ikke længere. Der er erhverv, som var attraktive for fyrre år siden, men som ikke findes længere. Hvor er der for eksempel brug for en typograf i dag? Og den automekaniker, der ikke er fulgt med i udviklingen, kan overhovedet ikke begå sig på et værksted mere.

Derfor nytter det ikke noget i dag, at man i en jobansøgning fokuserer på alle de fortrin, der hæfter sig ved at være senior - og jeg citerer fra Pallisager: "Jeg er godt nok rundet 60 år, men er stadig fyr og flamme". Eller: "Jeg har ingen syge børn, jeg er fleksibel, jeg er erfaren med mere."

Det eneste, der virkelig betyder noget for vore dages virksomheder, er i hvor høj grad ens kompetencer skaber værdi for virksomheden.

 

29-03-18

 

Det går den rigtige vej

- - - men vi er endnu ikke i mål

 

Der var enighed i Folketinget, da der for få dage siden blev vedtaget et lovforslag, som giver os alle større mulighed for selv at bestemme, hvordan vi vil behandles i den sidste tid af livet. Vi vil således fremover kunne fravælge en allerede påbegyndt behandling, selv om det ligger klart, at det vil medføre døden. Men uanset diagnose og helbredstilstand vil vi også kunne afvise, at der i det hele taget bliver indledt en behandling. Det vil kunne gøres allerede mens man er rask, nemlig med et såkaldt "behandlingstestamente", hvor man for eksempel vil kunne anføre sine ønsker angående livsforlængende behandling, og disse ønsker skal så følges af læger og andet sundhedspersonale.

Endelig åbner loven mulighed for en udvidet brug af lindrende midler, selv om det er sandsynligt, at det vil medføre døden.

Med denne ny lov er vi efter min mening kommet et stykke ad den rigtige vej. Men for mig er målet fortsat, at vi mennesker får den fulde mulighed for at råde over vores eget liv - også hvis det betyder, at vi vælger at afslutte det på en god og værdig måde, og det vil sige med aktiv hjælp fra andre. Det er uværdigt, og det er utroligt psykisk skadende for andre, når et menneske ikke ser anden udvej end at kaste sig ud foran et tog eller på anden dramatisk måde at tage sit eget liv.

 

24-03-18

 

Nej til førtidspension

- - - så er det, at jeg bliver både forarget og vred!

 

Der er mennesker, som så åbenlyst for enhver ikke er i stand til at arbejde mere. Ikke desto mindre ser og hører vi jævnligt om mennesker i den situation, som af deres kommune nægtes førtidspension og bliver sendt til den ene arbejdsprøvning efter den anden - formodentlig fordi det er billigere for kommunerne. Og at flere og flere kommuner udnytter den mulighed for at slippe lidt billigere, fremgår klart af tallene: Den 1. oktober 2008 var der i alt 207.548 danskere, der modtog førtidspension. Den 1. oktober 2017 var det tal faldet med 41.715 til i alt 165.833. Det er et fald på 20,1 procent, og det betyder, at 5,4 procent af samtlige danskere i dag får førtidspension. Faldet skyldes helt sikkert ikke, at der er færre danskere, der har behov for pension, men udelukkede, at kommunerne siger nej til langt flere nu, end de gjorde tidligere. Det er hverken ret eller retfærdigt.

En anden gruppe af mennesker end disse danskere er den store gruppe af ikke-vestlige indvandrere. Her er situationen en helt anden, og det skyldes formentlig, at det er andre myndigheder end kommunerne, der træffer afgørelserne for dem. Den 1. oktober 2008 var der i alt 22.781 ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, der var på førtidspension. Frem til 1. oktober 2017 steg det tal med 9.011 personer til i alt 31.792. Det er en stigning på 28,3 procent, og det betyder, at det nu er 8,9 procent af samtlige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der kan hæve førtidspension.

I denne sammenhæng er der to forhold, der skal sammenholdes: I perioden 2008-2017 faldt antallet af danskere på førtidspension med 20,1 procent til 5,4 procent af samtlige. I samme periode steg antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på førtidspension med 28,3 procent til 8,9 procent af samtlige.

Set med mine øjne er der noget i dette, som er helt forkert, og det er en udvikling, som gør mig både forarget og vred.

 

18-03-18

 

 

Vi skal jo dø en dag

- - - men nogen vil helst ikke tale om det

 

For kort tid siden var der et stort tillæg til min daglige avis. Det henvendte sig specielt til os ældre, og det beskæftigede sig med flere forskellige emner. Blandt dem var døden.

Skuespilleren Bodil Jørgensen fortæller i et interview, at hun tre gange har været meget tæt på at dø. Det har gjort, at hendes forhold til døden er langt mere afklaret end tidligere. "Ja," siger hun, "det er faktisk helt afklaret. Og det er jeg rigtigt glad for. At være afklaret og ikke at frygte døden. Det er jo, når alt kommer til alt, det eneste, vi alle - uanset race, religion, social status, om vi er rige eller fattige, bor i en sammentømret hytte eller i det største og fineste slot, om vi hedder Trump eller Pedersen - er fælles om."

Derfor er Bodil Jørgensen ikke et øjeblik i tvivl om, at vi skal tale om døden. Før det er for sent.

"Vi bør en gang imellem sætte os ned og tage lidt tid til at tale om det uafvendelige," siger hun. "Om det at dø. Om hvad vi ønsker. Om hvad vi tænker om døden. Hvordan vi gerne vil dø. Og om, hvad der trøster os, når vi skal dø."

Jeg mener, at Bodil Jørgensen har ret. Men jeg respekterer, at for nogen er døden et tabu.

For et par år siden var jeg selv mindre end fem sekunder fra døden. Det var på motorvejen syd for Hobro. Der gik

 

et par timer, før det helt stod klart for mig, hvor tæt det havde været på. Og der gik flere dage, før jeg helt forstod, at oplevelsen ville få betydning for resten af mit liv. Øjeblikket på motorvejen blev som en dag ét for mig. Og dagen blev den første i resten af mit liv.

Jeg håber og tror da på, at jeg har mange gode år endnu. Men jeg ved det jo ikke. Og jeg har det bedst med at være forberedt - også på døden, som jeg ikke frygter, eller på et forudgående sygdomsforløb, som jeg godt kan frygte. Derfor har mine børn fået et udfyldt elektronisk eksemplar af pjecen "Min sidste vilje", hvor jeg har prøvet at give svar på mest muligt af det, som de kunne ønske at spørge om i forbindelse med min afsked med dette liv den dag, da jeg ikke længere kan give svar. Og jeg har afleveret en såkaldt "Fremtidsfuldmagt", som giver mulighed for at gå ind og træffe afgørelser på mine vegne, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at gøre det. Det har jeg det rigtig godt med. For jeg føler, at nu behøver jeg egentlig slet ikke at tænke på døden mere. I stedet kan jeg koncentrere mig om livet.

Jeg har tidligere her på bloggen citeret Prins Henrik, der i et interview sagde: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve."

Og som Bodil Jørgensen siger: "Det vil jo være ubærligt, hvis vi konstant skulle gå rundt og tænke på døden. Så vi skal hver dag kigge på livet og glæde os over det, vi har, over det, vi har nået, og over, hvad vi kan se frem til, og hvad vi kan og vil gøre resten af den tid, vi er her."

12-03-18

 

"Fortæl de gode historier!"

 

- - det er ifølge Ældre Sagens medlemsblad ældreminister Thyra Franks løsning på at afskaffe den utryghed, som mere end halvdelen af den danske befolkning føler omkring det at blive gammel.

Thyra Frank er af den opfattelse, at den meget store utryghed skyldes, at vi hører og læser så mange beretninger om manglende pleje af gamle og syge. Og det har hun helt sikkert ret i. Hun har også ret i, at vi fra tid til anden kan høre historier om, hvor virkelig godt nogle har det med hjemmepleje eller på plejehjem. Og det skal vi selvfølgelig glæde os over. Men der er bare det ved det, at der er jo ikke en eneste af dem, der vitterligt ikke får den hjælp og omsorg, som de har behov for, der får det bare en anelse bedre af, at nogle af deres medborgere bliver passet meget bedre.

Så længe der stadig er ældre og handikappede, der ikke bare så nogenlunde kan blive passet rimeligt, så er der ingen, hverken politikere eller embedsmænd i socialforvaltningerne, der - som Thyra Frank tilsyneladende gør det - kan tillade sig at slå sig til tåls med, at der, som hun siger "hvert eneste minut er et møde mellem én, der hjælper, og én, der modtager hjælp". For samtidig er der jo altså et eller andet antal mennesker, som ikke oplever sådan et møde, selv om de har et virkelig stort behov for det.

"Ja men," siger de ansvarlige ude i kommunerne, "vi har ikke penge til at gøre det bedre," eller "vi kan ikke skaffe folk nok." Og det er måske rigtigt nok. Men det er bare ikke en undskyldning, der duer til noget som helst. For gamle Anton i X-kommune SKAL passes lige så godt som søde fru Jensen i Y-kommune. Den økonomiske del af den ligning må kunne klares gennem en mere retfærdig udligningsordning kommunerne imellem. Og ansvaret for et manglende personale kan politikerne ikke smyge af sig. De har ladet sig vælge til også at klare den udfordring. Og så må de altså bare gøre det.

 

08-03-18

 

Vores kørekort

--- igen, igen

 

Det er dog utroligt, at vi ældre stadig skal præsenteres for den

opfattelse, at vi som gruppe bør have sat nogle restriktioner op,

som vil koste os en masse penge og en hel del unødvendigt

besvær af den ene grund, at vi har passeret de 70. Det er da

aldersdiskrimination, så det batter!

Senest har jeg set det i en artikel på Fyens.dk.

Her er det en 70-årig vestfynbo (jeg skal undlade at hænge

ham ud ved at nævne hans navn), der siger, at han fik noget af

et chok, da han skulle have sit kørekort fornyet, og det så uden videre var gældende, til han er 85 år gammel. Det synes han selv er vanvittigt, og han mener, at vi stadig som minimum skal igennem et lægetjek en gang imellem - uden at han dog fortæller, hvor tit han mener, at det skal være. Han begrunder det med, at ingen kan vide, hvordan han har det om fem år.

Dertil er vel egentlig kun at sige, at der er heller ingen, der ved, hvordan min nabo på 58 har det om fem år. Så hvis det er den 70-årige vestfynbos eneste argument for, at vi, der er lidt ældre, stadig skal pålægges nogle helt urimelige udgifter, så er det simpelt hen bare for tyndt, og så kan vi kun håbe på, at hans udgydelser er de sidste, vi bliver præsenteret for i den sag.

For der er jo ingen argumenter for fortsat at pålægge os de udgifter og det besvær, som vi havde, indtil loven blev ændret sidste år.

Jeg har regnet lidt på, hvad det egentlig har kostet mig, at jeg ligesom mine jævnaldrende var udsat for den urimelige aldersdiskrimination fra den dag, da jeg fyldte 70. 4.000 kr. har jeg måttet erlægge for lægeattesterne. Heraf var de 800 kr. moms. Det vil altså sige, at også staten var ude med riven, når vi skulle have fornyet kørekort. Og hvis ordningen var blevet opretholdt, og jeg stadig gerne vil kunne køre i min bil, til jeg bliver f.eks. 95, så vil det koste mig yderligere 6.000 kr. Og de eneste, der ville have fået noget ud af det, var min læge og skatteministeren. For alle undersøgelser både i udlandet og herhjemme viser jo krystalklart, at vi ældre er mindre farlige i trafikken end flere af de yngre årgange.

Og til vestfynboen vil jeg sige: Når du er så usikker på dig selv og på, hvordan du har det om fem år, så gå dog til lægen og få ham til at tjekke det. Det står jo enhver af os frit for at gøre det.

Og så bør det måske for fuldkommenhedens skyld med, at der er jo stadig personer, som af helbredsmæssige årsager skal have fornyet deres kørekort med meget kortere intervaller end de 15 år, og for hvem der hver gang kræves en lægeattest.

Så lad os nu bare være glade og godt tilfredse med, at den søde ældre dame på 100 år, som vi blev præsenteret for i fjernsynet forleden aften, selv kan blive ved med at køre til hendes fitness-center et par gange om ugen. Ellers kom hun der måske slet ikke.

 

05-03-18

 

En alder med muligheder

 

Hver uge følger der et antal tillæg med min daglige avis. De er meget forskellige og henvender sig til forskellige grupper i samfundet, og de har nok alle sammen deres berettigelse. Om ikke andet, så giver de jo grundlag for en masse annoncer, og det er da fair nok, for det er jo ikke mindst dem, at vore dages trykte medier skal leve af.

Det er ikke dem alle sammen, jeg lukker op. Jeg synes f.eks. ikke rigtig, at tillæggene om de mange forskellige uddannelser, har den store appel til mig. Og så er der tillæggene om boligindretning med alle de skønne, praktiske og kostbare møbler og meget andet, der bliver fristet med. Jo, jeg lukker måske nok lige op, kigger på et par sider og tænker på, hvor spændende det kunne være, hvis jeg var ung og skulle til at indrette et nyt hjem. Men nu har jeg jo noget, som jeg befinder mig godt i, og som fungerer fint for mig. Og vanens magt er som bekendt stor, så også det tillæg bliver hurtigt lagt til side til næste papirindsamling.

Så får jeg næsten ugentlig et, der hedder "Gear". Dér præsenteres først og fremmest alle de nye biler og alt det spændende og imponerende tilbehør, der er på markedet i dag. I de fleste tilfælde bliver det nu også hurtigt lagt til side. For den bil, jeg har, er såmænd ikke så ringe endda; og selv om den godt nok ikke er ny, så skal den altså holde mig ud - BASTA!. Men det sker ikke helt sjældent, at "Gear"-tillægget i et svagt øjeblik bliver listet frem igen. For det er nu rigtig sjovt og interessant lige at se alle de nye og fantastiske muligheder, som en ny bil kan byde på i dag, og det kunne da være herligt, hvis budgettet sagde ja til sådan en, selv om den måske ikke skal holde til mig i mange år endnu. Hvad med f.eks. sådan en, der helt selv kan parallelparkere! Men nej, der er altså sagt BASTA, og dermed færdig - - med et lille ærgrelsens stik i hjertet.

Forleden dag kom er så et tillæg med titlen "Senior & Fri". Det var tykt, og det var tungt. Og langt de fleste sider var optaget af annoncer, som i tillæggets natur var rettet lige præcist til ældre folk som mig. Og så sad dér man og bladede og lod sig friste af det ene tilbud bedre end det andet. Og det er jo helt godt med alle de tilbud, for de mindede mig om alle de utroligt mange muligheder, der står til rådighed for mig og mine jævnaldrende. Om man kan og vil tage imod dem, afhænger jo så af økonomi og helbred og af, hvad man egentlig har lyst til. Jeg tror nu nok, at jeg lader mig lokke af et højskoleophold, hvor emnet er "Livet, Universet og Alting". Ikke mindst dette med "Alting" er lokkende, for hvad kan man egentlig ønske sig mere?

Men nu er der altså andet end annoncer i tillægget. Der er også en hel del gode artikler og interviews. Nogle af dem maner virkelig til eftertanke. De drejer sig både om liv og om død, og dem vil jeg gerne vende tilbage til i nogle af mine kommende indlæg her på bloggen.

 

27-02-18

 

Ikke mig i hvert fald

 

Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?

Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.

Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.

Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.

For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.

Blandt argumenter for det blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kunne og måtte, var at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.

Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!

Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.

Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!

Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da god nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?

Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?

Jeg spørger bare.

Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" nederst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.

 

22-02-18

 

 

Der var

engang

 

 

 

 

 

 

 

 

Der bliver

engang

Den smarte teknologi

 

Jeg ved det godt. Og jeg har også været inde på det i tidligere indlæg her på bloggen: For mange ældre er den moderne, smarte teknologi noget lige så fjernt og uforståeligt som tryllekunstnerens fantastiske tricks. Disse tricks vil de aldrig gå i gang med at efterligne. For hvorfor skulle de. Og de vil heller ikke vove at tage bare det mindste skridt ind i den moderne elektroniske verden med dens computere, dens elektroniske databehandling og dens informationsteknologi.

Sådan er det. Og det er der stort set ikke noget at gøre ved. Men det er jo i virkeligheden synd for dem, der har det sådan. For prøv engang at tænke igennem, hvor meget den moderne teknologi betyder for os andre i vores hverdag - for nogle meget, og for andre mindre. Men selv om den af nogen og i nogle sammenhænge udråbes til at være blevet en alt for dominerende faktor, som pisker os rundt i manegen, så er der ikke ret mange af os, der ville være den foruden. Det er højst nogle ganske få romantikere, der drømmer sig tilbage til en tilværelse i stenalderen.

Det må ganske enkelt erkendes, at netop i vores generation af ældre, er der en del, som er tabt - eller lader sig tabe - bag af vognen. Sådan var det for øvrigt også for omkring hundrede år siden, da jernbanen og automobilet gjorde deres entré. Da var der mennesker, der med næb og kløer hægtede sig fast til de gammelkendte hestetrukne transportmidler. Aldrig skulle nogen få dem over i disse larmende og ildsprudende maskiner. De havde det godt nok inden for den radius, de kunne nå ud til på god gammeldags vis. Så måtte de give afkald på de muligheder, som den ny tid bød på.

Og netop de muligheder er jo i dag en helt selvfølgelig del af vores tilværelse. Vi tog kørekort, da vi fyldte atten, og nu vil vi gerne beholde det som 80-90-årige. På samme måde er det gået med informationsteknologien. Vore dages børn får deres første tablet i børnehaven, og om firs år vil de overhovedet ikke tænke over, at der kunne være andre måder at klare deres bankforretninger på, end via en - til den tid - endnu mere effektiv tablet end dem, vi kender i dag. Eller måske på en helt anden og endnu enklere måde.

Vi er i en overgangsalder her med vores generation. Lommeregneren fandtes ikke, da vi gik i skole. Og da den endelig kom frem og blev til at købe for penge, var det forbudt at bruge den i skolen. Vi skulle lære at bruge hovedet, når noget skulle regnes ud. Og mange blev gode til det. Selv har jeg aldrig været nogen mester til at jonglere med tal i hovedet, så det betød en utrolig hjælp for mig, da jeg kunne købe min første lommeregner, som både kunne lægge sammen og trække fra og så sandelig også både gange og dividere. På den, jeg har i dag er der så kommet en del andre funktioner til, som jeg vist nok aldrig har brug for, og derfor har jeg aldrig brugt tid på at sætte mig ind i, hvad de eventuelt kunne gøre for mig. Og det er vel egentlig for dumt. Men jeg har det med det ligesom med min computer og min smartphone i dag. De kan en masse, som jeg slet ikke er i stand til at udnytte; men efterhånden som jeg har haft brug for en eller flere af deres funktioner, så har jeg brugt den nødvendige tid på at sætte mig ind i dem. For nogle år siden tog jeg et højskolekursus, hvor emnet var brug af iPad. Jeg blev dybt imponeret over, hvad sådan en kan gøre for mig; men der er faktisk meget af det, som jeg slet ikke har brug for at kunne gøre med den. Det lader jeg så bare ligge, for hvorfor i alverden skulle jeg bruge tid på at sætte mig ind i nogle muligheder, blot fordi de er der, hvis jeg overhovedet ikke har brug for dem. For eksempel ligger det her med at "spille computer" meget fjernt fra mig. Jeg kan se, at andre har rigtig meget fornøjelse af det; men jeg har det nu engang sådan, at jeg vil hellere bruge tiden med en god bog.

Der forskes rigtig meget rundt i verden i udvikling af smart teknologi. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad kommende generationer vil blive tilbudt af nye muligheder. Men også fremover vil der sandsynligvis stadig være mennesker, der billedlig talt hellere vil age med hest og vogn, end de vil skifte til højhastighedstog og førerløse biler. Hverken nu eller fremover bør de få lov til at bremse den vigtige del af udviklingen, som kan gøre tilværelsen bedre, rigere og sjovere for os mennesker.

 

17-02.18

 

 

 

40.000 SOSU-ansatte

 

Det er det antal, der efter den seneste beregning vil komme til at mangle på landsplan frem til 2026. Og efter den tid kan man frygte, at det kun vil blive endnu værre.

Det er ikke noget, der burde kunne bag på nogen. Det har længe været en kendt sag, at det går den vej. Men indtil nu har det virket, som om de ansvarlige har været handlingslammede.

Nu ser det så ud til, at der er ved at blive råbt vagt i gevær. Men det er ikke nok at råbe. Der må handles - og hellere i dag end i morgen. Det er jo nemlig allerede helt galt mange steder, og uanset nogle lappeløsninger med ældremilliard og værdighedsmilliard, så bliver det jo kun værre og værre dag for dag.

Men som nævnt: Nu bliver der råbt.

I indlægget herunder fra den 10. februar berettes der om den rapport, der for få dage siden er udsendt fra "Tænketanken - den nye 3. alder". Her bliver der virkelig taget fat om nælden, og der bliver givet en række anvisninger på, hvad det er nødvendigt at få sat i gang. (Det var råbet - Nu venter vi på handlingen).

I dagens radioaviser kunne man høre, at Kommunernes Landsforening (KL) og FOA har oprettet en pulje på 522 millioner kroner, som skal bruges til at vende udviklingen (Det er endnu et råb, men denne gang er der da fulgt noget med). Man kunne så ønske, at KL og FOA og ovennævnte tænketank hurtigt kan finde sammen, så de mange penge ikke bare bliver drysset ud uden den store virkning.

For selv med en halv milliard i hånden er det en vanskelig opgave. Man kan jo ikke bare stampe 40.000 unge mennesker op af jorden, hvis de ikke er der. Og meget tyder på, at det er de ikke. Derfor er der virkelig god grund til det, når det af Trygfondens "Tryghedsmåling 2017" fremgår, at 54 procent af alle danskere over 40 år er utrygge ved tanken om en alderdom, hvor de ikke vil kunne få den nødvendige pleje.

Det betyder, at der skal tænkes i helt nye baner, som det er foreslået i indlægget her på bloggen fra den 18. januar: Vi ældre må nødvendigvis hjælpe hinanden. For om føje år er der ganske enkelt ikke andre til det. Der er ganske meget af den nødvendige pleje, som udmærket kan udføres af andre ældre. Og det må vi så gøre. De færre uddannede SOSU-assistenter og -hjælpere må så koncentrere deres indsats hos dem, der har de virkelig alvorlige plejebehov - og det vil ikke mindst sige hos de demente.

Og så må man bl.a. fra politisk hold i gang med for alvor at støtte op om udviklingen af de mange teknologiske hjælpemidler, som allerede er på trapperne, men som mange endnu har en sand robot-forskrækkelse overfor. Dér kan der virkelig hentes muligheder for at gøre vores tilværelse som ældre både bedre, rarere og sjovere.

Det er fint med KL / FOA-puljen. Men der må noget andet og mere til.

 

13-02-18

 

Godt nyt!

Tænketank lancerer samlet bud på fremtidens gode seniorliv

 

Det er ikke så sært, at der i disse år bliver brugt mange gode

kræfter på og tænkt mange gode tanker om, hvordan fremtiden

bedst kan indrettes for den ældre generation. Vi bliver jo flere

og flere.

For mere end et år siden tog pensionsselskabet PFA initiativ

til at samle disse gode kræfter og tanker i en fælles tænketank

med det formål at komme med et bud på, hvordan man sikrer

det gode seniorliv frem mod 2024.

Tænketanken - Den nye 3. alder, som den er blevet navn-

givet, har nu fremlagt resultatet af det første års arbejde, og

det er blevet til en af de største kortlægninger af seniorlivet

herhjemme og af, hvad der skal gøres fremover. Det munder

ud i en endelig rapport med 33 anbefalinger, som den 2. februar

blev forelagt i Folketinget for et udvalg af tingets medlemmer

med ældreminister Thyra Frank og beskæftigelsesminister Troels

Lund Poulsen i spidsen.

Konklusionen på tænketankens anbefalinger er, at udviklingen

kræver gentænkning af samfundet inden for arbejdsliv, sundhed og boliger.

”Først og fremmest skal vi glæde os over, at vi lever længere. Det er indlysende en meget positiv udvikling. Men hvis vi også i fremtiden skal have et godt liv i den tredje alder, kræver det, at vi gentænker den måde, vi arbejder på, bor på og holder os sunde på. Med tænketankens anbefalinger har vi nu et samlet bud på, hvordan det kan lade sig gøre, og hvilke muligheder ny viden og teknologi giver os. Dem skal vi gribe, for potentialet er enormt. Men vi skal i gang nu,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA og næstformand i tænketanken.

 

Jeg vil undlade her at komme med citater fra den virkelig interessante rapport eller fra de 33 anbefalinger. Den bør læses i dens helhed, og det kan man gøre på dette link til tænketanken.

 

10-02-18

 

 

Tænketanken - Den nye 3. alder præsenteres under dette fine logo, som jeg vil tillade mig at bringe videre.

"Seenager"

 

Så dukkede det op igen, dette tåbelige, kunstigt skabte

begreb, som er blevet kaldt "teenager". Jeg havde ellers

håbet, at det var både gemt og glemt. Men i det seneste

nummer af Ældre Sagens medlemsblad bliver det så relan-

ceret. Og som det var tilfældet, da jeg stødte på det første

gang sidste efterår (klik her og se mit indlæg fra dengang),

så er det nu igen fremtidsforskeren Mette Sillesen, der næv-

nes som ophavsmand til det.

Men hvad er det da, at Mette Sillesen ser for sig, når hun

bruger betegnelsen "seenager"? Jo, det er en sammentræk-

ning af ordene senior og teenager, og i følge Ældre Sagens blad er det: "Et nyt begreb om den gruppe af ældre, der lever et aktivt og engageret liv efter pensionen".

Og så er det, at jeg siger: Må jeg lige være fri! Jeg synes selv, at jeg lever et både aktivt og engageret liv. Men jeg vil gerne have mig frabedt at skulle betegnes med noget, der har med det at være teenager at gøre. For det at være gammel er - set med mine øjne - noget helt andet, og i et tidligere indlæg her på bloggen har jeg prøvet at give klart udtryk for, at "jeg vil have lov til at være gammel".

I dette indlæg skriver jeg bl.a.:

Det er rigtig positivt at høre og læse om alt det spændende og udfordrende, som mange pensionister foretager sig: rejser til fjerne lande, fitness, 18 huller på golfbanen, nye universitetsstudier osv.

Det er fint at holde sig i form både fysisk og mentalt; men jeg vil ikke prøve at gøre det for stadig at kunne måle mig med de unge. For jeg er ikke ung længere, og nu i alderdommen er det for mig helt andre kriterier, der gælder, for at jeg kan synes, at jeg har grund til at være tilfreds med mig selv. For alderdommen er en helt ny livsfase, som har helt sit eget indhold.

Jeg er enig med forfatteren Arne Herløv Petersen, når han skriver: "Alderdommen er ikke det samme som ungdommen, bare i en lidt afbleget og afskallet udgave".

Nu siger Mette Sillesen, at "Begrebet seenager er et opgøre med, at det er noget negativt at blive gammel".

Nej, det er ikke i sig selv noget negativt at blive gammel. Men som nævnt er det noget andet. For mange er dette andet noget positivt. Men vi må aldrig se bort fra, at det for mange andre er noget negativt. Om det er det ene eller det andet, afhænger af forhold som helbred, økonomi, familieforhold og sociale relationer.

Nu er der så tilsyneladende nogen, der vil udskille en speciel gruppe af ældre og give dem betegnelsen "seenagere". Vi hverken kan, skal eller vil alle sammen kunne indgå i den gruppe. Vi er i hvert fald nogle, som ikke på nogen måde har et ønske om at kunne fare omkring og prøve at fastholde en tilværelse, som da vi i sin tid var teenagere. Vi er nogle, som bare ønsker at få lov til at være gamle med de muligheder, den fase af vores tilværelse byder os. Og for mange af os er det muligheder, som ikke har noget som helst med teenageårene at gøre.

Så stop med at tale om seenagere. Bliv ved med bare at tale om os og til os som ældre og som gamle.

 

06-02-18

 

De fremmede ord

- - - Mindfulness

 

Jævnligt støder vi på nye ord. Eller vi ramler i en

eller anden sammenhæng ind i ord, som vi da godt

nok har hørt før, men som ikke tidligere har fået

os til lige at stoppe op og spørge os selv eller an-

dre: Hvad er nu det for noget? Har det noget med

mig at gøre?

Forleden så jeg en overskrift i avisen:

MINDFULNESS.

Jeg stoppede op. Umiddelbart sagde ordet mig

ikke noget, og det irriterede mig lidt, for det var jo

ikke første gang, at jeg havde set det. Jeg havde

en fornemmelse af, hvad der nok ligger i det. Ikke

noget konkret, men en form for nysgerrighed var vakt.

Hvad gør man så i vore dage? Ja selvfølgelig: Jeg googlede, og straks var min skærm fyldt med bud på, havde det mærkelige ord egentlig dækker over - ja, med hele artikler om begrebet mindfulness. Og jeg forstod snart, at det er noget, som har eller kan have betydning for os alle.

"Mindfulness er at være i nuet – uanset om man kan lide det eller ej."

Sådan lød en af definitionerne. Og flere af artiklerne gjorde det klart, at dette med at "være i nuet" er noget, som vor tids mennesker ikke er så glade for. Vi har ikke rigtigt tid til det. Eller vi skubber det fra os. Det er vigtigere at tænke over, hvad vi kan lære af fortidens sejre og nederlag. For det er jo det, vi skal bruge for at få mest muligt ud af fremtiden. Nutiden er bare et bump på vejen mellem fortid og fremtid.

"Hallo, gamle mand! Nu er du vist ved at bevæge dig ind i den dybere filosofiske verden," sagde jeg til mig selv. Men som nævnt: en form for nysgerrighed var vakt. Er det noget, som jeg kan bruge til noget som helst? Dette at være i nuet.

Jeg tog billedligt talt foden fra speederen og flyttede den over på bremsepedalen. Jeg stoppede op i nuet. Og jeg besluttede mig til at blive der - i hvert fald et stykke tid. Og jeg oplevede faktisk noget både spændende og rart, da jeg bevidst rettede mit fokus på, at jeg er til NU - lige NU! På en måde, som jeg ikke mindedes at have oplevet før, blev min tilværelse her, nu, lige i dag sat i perspektiv. Jeg vil ikke sige, at der kom noget nyt og overraskende ud af det; men jeg fik styrket min opfattelse af på flere måder at være blandt de heldige, og det gjorde mig både gladere og endnu mere tilfreds. For alt taget i betragtning, så har jeg det jo godt - rigtig godt.

Det hele tog vel ikke mere end en halv times tid. Så svandt koncentrationen - den bevidste samling af tankerne om her og nu. Mon ikke det var noget i retning af, hvad nogle vil kalde meditation. Men for mig var det altså en stunds mindfulness. Og nu ved jeg, hvad den billedlige bremsepedal kan bruges til: Den skal fremover hjælpe mig til nu og da at stoppe op og tilbringe kortere eller længere tid i nuet.

02-02-18

 

"Fagforening"

 

For nogen tid siden fik jeg en lidt spøjs opringning.

En ung mand sagde: "Hej Bent, jeg hedder Rasmus (eller også var det noget andet). Jeg ringer fra (og her nævnede han så navnet på en af de såkaldte "frie fagforeninger"). Jeg skal lige høre, om du er medlem af en fagforening?"

Det spørgsmål måtte jeg jo af gode grunde svare nej til.

"Jamen, vil det så ikke være en god idé at blive det?" spurgte den gode Rasmus.

"Og hvorfor er det så lige, at du synes, at jeg skulle det?" var mit svar.

"Jo da, det er der jo mange fordele ved," påstod Rasmus.

"Kunne du ikke lige nævne dem, for jeg er ikke sikker på, at jeg rigtigt kender dem."

Der gik lidt tid, hvor jeg havde på fornemmelsen, at Rasmus søgte rundt på sin computer for at finde ud af, hvad han skulle sige til det. Men endelig kom det da: "Jo, for så er du jo også medlem af en arbejdsløshedskasse, og dér kan man jo få understøttelse, hvis man bliver arbejdsløs."

"Javel," svarede jeg. "Det er noget nyt for mig. Nu har jeg stået uden for arbejdsmarkedet i godt femten år, og der er aldrig før nogen, der har fortalt mig, at jeg kan få arbejdsløshedsunderstøttelse ved siden af min folkepension."

Der blev helt stille ovre hos Rasmus. Så sagde han: "Folkepension! Får du folkepension?"

"Ja, det gør jeg da. Og jeg skal lige høre: Er du sat til at ringe rundt til alle landets folkepensionister for at få os med ind i din fagforening?"

"Det må være en fejl," lød det fra Rasmus.

"Det tror jeg sørme, at du har ret i," svarede jeg.

"Det må du undskylde. Kan du have en rigtig god dag."

Jeg kvitterede med et "Tak og i lige måde". Og så var den samtale slut.

Men den satte nogle tanker i gang hos mig. Fagforening? Der er vel ikke nogen egentlig fagforening, der henvender sig til os ældre. Både ja og nej. En egentlig fagforening er der ikke. Men vi har noget andet, som nok er endnu bedre for os, end en fagforening kunne være, nemlig organisationen Ældre Sagen.

Jeg er sikker på, at når jeg nævner det, så kommer jeg ikke med nogen nyhed. For ældre Sagen har i dag mere end 815.000 medlemmer, som er organiseret i 215 lokalafdelinger rundt i hele landet. Så der må være ganske langt mellem de ældre medborgere, som ikke er medlemmer. Det er der mange gode grunde til, og jeg vil slet ikke her begynde at remse nogle af dem op. Men jeg har en god idé, som jeg gerne vil give videre: Gå ind på hjemmesiden www.aeldresagen.dk, hvis du ikke lige har været der for nylig. Så vil du kunne få en oversigt over de utroligt mange fordele, vi har som medlemmer. Og det kan du jo gøre, hvad enten du er medlem eller ej. Det er ingen fagforening, og den kan ikke hjælpe os med arbejdsløshedsunderstøttelse. Men den kan virkelig meget andet.

Og så kan jeg da lige nævne, at det er forbavsende billigt at være medlem: 125 kr. hvert halve år. Der er spilleme ikke ret mange andre steder, hvor vi kan få så meget for pengene, hvis vi kan og vil gøre brug af det.

 

30-01-18

 

Tænker du på alderdommen?

 

I en klumme i Kristeligt Dagblad stillede Eva Secher Mathiasen for nylig spørgsmålet: "Tænker du på alderdommen?"

Det spørgsmål er jo nok ikke rettet så meget til de af os, som allerede er nået et godt stykke ind i alderdommen. For os er alderdom og hverdag jo allerede to sider af den samme sag. Nej, spørgsmålet har vel egentlig kun rigtig interesse for dem, der er på vej mod alderdommen. For dem er det jo helt naturligt og helt legalt at stille spørgsmålet: "Hvordan vil jeg gerne kunne leve, når alderdommen også for mig er en realitet i hverdagen?"

Men hvordan er det da, at vi gerne vil kunne leve som ældre mennesker?

Eva Secher Mathiasens svar på det er, at "de fleste håber sikkert på at ende som et sundt, rask, solbrunt og smilende menneske, der jævnligt sidder på en smuk strand og kigger ud mod horisonten med en kølig limonade i hånden, ægtefællen ved sin side og i ny og næ med masser af børnebørn og venner omkring sig."

Det har hun sikkert ret i, og faktum er da også, at det er en rimeligt god beskrivelse af tilværelsen for mange ældre. Men ikke for alle. Og det erkender Eva Secher Mathiasen da også, når hun skriver: "For mange ældre mennesker er alderdommen en livsfase, som præges af eksistentielle kriser, tab af kære, fravær af pårørende og nærvær af praktiske problemer og et skrantende helbred."

Hendes ærinde med klummen er da også, at sige, at "Ældre mennesker fortjener bedre. Som samfund må vi gøre os umage for at skabe rammerne for et værdigt ældreliv, hvor vi tør tale om alderdommens sociale, eksistentielle og fysiske udfordringer."

Og når jeg her refererer til Eva Secher Mathiasens klumme, så er det, fordi jeg mener, at samfundet forsømmer i tilstrækkelig grad at gøre sig umage. Jeg har i de seneste to indslag herunder på bloggen beskæftiget mig med det faktum, at det bliver sværere og sværere at skaffe tilstrækkelig mulighed for den helt basale pleje og omsorg for de svageste ældre. Det undlader man fra politisk hold at se i øjnene og forsøger at klare det lige her og nu med en ældremilliard og en værdighedsmilliard, eller hvad man nu kan finde på at kalde det. Men det er jo netop her og nu kun lappeløsninger, som man tyr til i et forsøg på at dække over, at man ikke ved, hvad man skal stille op på længere sigt, og helst slet ikke vil tænke på det, fordi det vitterligt er en umådelig svær opgave.

Men det kan ikke nytte noget at blive ved med at udskyde de nødvendige overvejelser over, hvordan man skal løse problemet, inden det om føje år vil være akut i en grad, så der må tys til andre og utilstrækkelige nødløsninger. Det er på høje tid, at vi for alvor kommer i gang med at finde acceptable løsninger på de åbne spørgsmål om, hvordan samfundet giver kommende generationer af ældre den værdige alderdom, som de fortjener.

Det må vel være en naturlig forpligtelse for landets ældreminister at tage initiativ til det!

 

26-01-18

 

Om pasning og pleje

- - - endnu en gang

 

Indlægget herunder fra den 18. januar handler om den voksende mangel på hjælp i ældreplejen. Der vil ikke gå mange år, før der med god grund vil kunne tales om en katastrofal mangel. Det er velkendt, at det er sådan, og alligevel virker det, som om det er ved at komme bag på vore politikere både i stat, regioner og kommuner. For nogle måneder siden viste en analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der på Sjælland mangler 223 sosu-assistenter. I Aarhus kommune slog man for nogen tid siden 33 sosu-stillinger op, men det er kun lykkedes at få lidt mere end halvdelen besat. Kommunernes Landsforening har foretaget en undersøgelse, der viser, at man i mere end 70 procent af kommunerne oplever, at det nu er sværere at rekruttere personale til ældreområdet, end det var for tre år siden.

Det tvinger kommunerne til at ty til en alt for dyr og alt for dårlig "løsning", nemlig at hyre vikarer. Den er dårlig, fordi langt de fleste af vikarerne er uden relevant uddannelse, og de ældre oplever, at det næsten hver gang, de får hjælp, er af nye folk, som de ikke kender. Og den er dyr ganske enkelt, fordi det nu engang er sådan, at det næsten altid er dyrere at skulle bruge vikarer end at have fast ansat personale.

Som nævnt er der tale om et voksende problem. Vi ved, at antallet af personer over 80 vil være næsten fordoblet om 20 år. Vi ved også, at et betydeligt antal af de nuværende sosu-assistenter og -hjælpere vil være gået på pension, uden at der er fundet udvej for at finde tilstrækkeligt mange afløsere for dem. Alligevel ser det stadig ud, som om alle går rundt som katten omkring den varme grød i håb om, at den bliver lidt køligere med tiden.

Men det gør den ikke. Den bliver tværtimod varmere og varmere. Det betyder stadig dårligere vilkår for de ældre, der har brug for hjælp, og at flere og flere af dem ganske enkelt ingen hjælp kan få, fordi der ikke er nogen til at give den.

Problemet løser ikke sig selv. Der ligger ikke nogen traditionelle løsningsmuligheder. Det bliver nødvendigt at gå helt nye veje. I indlægget herunder peger jeg på en mulighed. Den bliver næppe populær. Men den kan vise sig at være den eneste.

 

22-01-18

 

Pasning og pleje

--- vi ældre må hjælpe hinanden

 

Vi bliver flere og flere ældre. Ifølge Danmarks Statistik er

vi i dag omkring en million danskere over 65. Men i 2060

ventes det tal at være steget til ca. 1,6 millioner. Men

som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen,

så er det lige så sikkert, at de, der skal tage sig af os, når

vi ikke selv magter det længere, bliver færre og færre.

De to kendsgerninger er jo som ild og vand i forhold til

hinanden. Og vi må se i øjnene, at stadig flere ældre må klare

sig så godt, som de nu kan uden anden hjælp og omsorg end

den, de kan få, hvis de er så heldige, at de har nogle pårørende,

der både kan og vil tage sig af dem i et eller andet omfang.

Nåh jo, vil nogen måske mene: hvis man ellers har råd til det,

så kan man vel købe sig til den nødvendige hjælp. Men det kan man jo ikke, hvis de mennesker, man i givet fald skulle købe hjælp hos, ganske enkelt ikke er der. Nu er der jo en ældgammel lov, der drejer sig om udbud og efterspørgsel. Hvis efterspørgslen vokser, så stiger prisen på udbuddet - især da, hvis det oven i købet bliver minbdre. Og det vil formodentlig kun være de ganske få, der vil være i stand til at betale den pris. Derfor er der et spørgsmål, som der nødvendigvis i de nærmeste år må findes et svar på: Hvad med alle de andre?

For mig at se må svaret blive, at vi må hjælpe hinanden. Uanset om man er 70 eller 90 - hvis man stadig har lidt kræfter til overs, så må man gå ind og hjælpe dem, der ikke længere kan klare sig selv. Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt på samme måde, som vi i dag har en værnepligt. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.

 

18-01-17

 

Det er nu, vi skal sige STOP!

 

Den overskrift vil man også kunne finde over mit indlæg her på bloggen fra den 10. april sidste år.

Når jeg nu gentager både overskriften og store dele af selve indlægget, så er det, fordi jeg ikke ser nævneværdige fremskridt på integrationsområdet siden da. Antallet af nye migranter er måske nok faldet en smule, men problemerne med mange af dem, som allerede er her i landet, bliver stadig større og større. Specielt viser de tørre tal jo, at antallet af forbrydelser begået af folk med anden etnisk baggrund end dansk er af en helt uacceptabel størrelse.

I mit indlæg herunder fra den 12. januar giver jeg udtryk for den frygt, jeg nærer for, hvad den udvikling, vi ser med de stadigt voksende muslimske befolkningsgrupper her i landet, kan føre til på lidt længere sigt - ultimativt en magtovertagelse med gennemfø-

relse af den religionsdikterede sharia-lovgivning. En sådan

magtovertagelse vil formodentlig først kunne være en realitet

om et halvt hundrede år. Derfor vil mange nok mene, at det jo

da ikke er noget, som vi ældre behøver at bekymre os om.

Til den tid er vi jo for længst blandt de afdøde.

Men det er forkert. For det er NU - i disse år - at grundlaget

bliver lagt for den fremtid, som fuldstændigt vil kunne ændre

dansk kultur og det traditionelle danske livsmønster og den

velfærd, som vi (næsten) alle sætter så højt. Derfor er det vores ansvar - dit og mit, uanset hvor unge eller gamle vi er - at udviklingen mod denne fremtid bliver stoppet.

Derfor finder jeg det i allerhøjeste grad relevant at tage dagens udvikling på dette område op her på Ældre-bloggen. Også vi må - her og nu - tage del i bestræbelserne på at få denne farlige udvikling stoppet. Ikke så meget for vores egen skyld, men vi må gøre det, hvis vi er os et ansvar bevidst over for vore børnebørn og deres børn.

Det er ikke de muhamedanske indvandrere i almindelighed, der er årsagen til min frygt for fremtiden. Mange af dem er udmærkede mennesker, som helt klart vil kunne berige det danske samfund - så længe de vil beholde deres religion for sig selv og kun udøve den inden for deres egne fire vægge. I alle andre sammenhænge må de indadtil og udadtil gøre sig klart, at de er kommet til Danmark, og derfor må de blive danske borgere med ALT, hvad det indebærer. Og sådan er der da også et stort antal muslimer, der for længst har indrettet sig, og som gør en prisværdig indsat for Danmark.

Men det virker unægteligt, som om det er helt andre præmisser, der ligger til grund for mange andre af dem, der gennem de seneste 10-20 år er søgt til Danmark, eller som nu søger ind over vore grænser som migranter eller asylansøgere. De ønsker ikke på nogen måde at blive danske, og de giver klart udtryk for, at de forventer af os, at vi indretter os på deres præmisser. Bl.a. når det gælder Islam og islamisk lovgivning. Det er dem, der giver mig min frygt for fremtiden.

Men kan det overhovedet undgås? Er der en løsning?

Først og fremmest er det nødvendigt, at vi VIL undgå den fremtid, og det vil sige, at vi er villige til at tage de nødvendige politiske beslutninger og til konsekvent at føre dem ud i livet. Det er bl.a. det, vi som borgere i et demokratisk samfund skal bruge vores stemmeret til.

Og hvad kunne så være løsningen?

Den kunne ligge i udarbejdelsen af en række skriftligt formulerede betingelser for fortsat / kommende ophold på danske grund. Enhver herboende med anden etnisk baggrund end dansk, som blot på mindste måde kommer i konflikt med dansk lovgivning, må med sin underskrift erklære sig villig til fremover at overholde disse betingelser. Nægter man at skrive under, eller overtræder man senere disse betingelser, så er konsekvensen en omgående udvisning. Det samme skal gælde for nyankommende, hvad enten de kommer fra f.eks. Syrien eller Canada: De skal skrive under på, at de er bekendt med betingelserne for at opholde sig her i landet. Overtrædes de, er det ud!

Jeg ved godt, at det ikke vil være nogen enkel sag at få udarbejdet sådanne betingelser for ophold. Men de er nødvendige, og vi må bruge vores demokratiske ret til med vores stemmer at tvinge politikerne til at gøre det nødvendige - og til at gøre det på en måde, så jeg og ingen andre danskere længere behøver af frygte fremtiden.

 

15-01-18

 

 

 

Kamp må der til

---- eller hvad?

 

I Svendborg er der en forening, der hedder Seniorakademiet. Dér mødes et stort antal seniorer om mange forskelligartede aktiviteter. Jeg er selv medlem af en af foreningens debatgrupper, og ved vores seneste møde havde jeg lagt op til en debat om indvandring og integration.

Mit udgangspunkt for det er en oprigtig frygt for, hvad der over det næste halve århundrede kommer til at ske med Danmark, hvis den udvikling på området, vi ser nu, får lov til at fortsætte. Min frygt skyldes, at jeg forudser et stærkt pres på dansk kultur og demokrati fra den voksende muslimske del af befolkningen. Allerede nu er tilværelsen jo for mange etniske danskere præget af islam og sharia-lovgivning. Og spørgsmålet må være, om det er det, vi vil.

Nu er vi jo alle i debatgruppen seniorer, og nogen vil hævde, at vi i vores alder ikke behøver at beskæftige os med, hvordan situationen vil være om halvtreds år. Men det synspunkt kan jeg ikke acceptere. For den situation, der i det hele taget kan give anledning til en debat om emnet og til, at i hvert fald jeg frygter for den videre udvikling, er jo skabt gennem de seneste 10-20 år, og derfor er det jo reelt os, der har ansvaret for, at vi står, hvor vi gør, nemlig med noget, som de allerfleste betragter som et af vore dages allerstørste problemer og en af de allerstørste udfordringer. Derfor vedrører det efter min mening i allerhøjeste grad også os ældre. Vi kan ikke tillade os bare sådan uden videre at lade det gå videre til vores børn og børnebørn. Hvis vi kan gøre noget, så har vi en forpligtelse til at gøre det. Og jeg mener godt, at vi kan gøre noget.

Forud for mødet i debatgruppen var der til gruppens deltagere rundsendt nogle artikler fra forskellige medier med synspunkter fra den offentlige debat om indvandring og integration. I en af artiklerne opfordres der til "kamp". I en anden overvejes nødvendigheden af at tage udemokratiske metoder i brug. Her blev der sagt klart NEJ fra deltagerne i debatgruppen. Det ville man ikke være med til.

Nu er dette med "kamp" jo et meget vidt begreb. Det modsatte må vel være passivitet, ligegyldighed eller måske endda underkastelse. Men imellem disse yderpunkter er der mange muligheder. Kamp behøver ikke at være noget med krudt, kugler og knytnæver. Og ingen behøver vel at gå så langt som at lægge sig fladt ned. Den vigtigste mulighed mellem de to yderpunkter er politik. Og til at forvalte den mulighed var vi vore politikere. Hvad vi - også som seniorer - kan gøre, er at benytte enhver mulighed for at påvirke dem - at gøre det krystalklart for dem, hvad vi forventer af dem.

Jeg nævnte under mødet i debatgruppen, at jeg ikke er medlem af noget politisk parti, og jeg føjede til, at det er nok i virkeligheden en stor fejl af mig. For kun ved at være aktiv kan man forvente /forlange at blive hørt. Og den kamp, der skal kæmpes for at blive hørt, må være på den politiske front.

 

Kamp må der til, skal livet gro,

ej kamp blot for dagligt brød,

men kamp for frihed i liv og tro -

thi evig stilstand er død!

 

Sådan skrev digteren Hans Vilhelm Kaalund for snart halvandet hundrede år siden. Siden da er der mange gange blevet kæmpet her til lands - også for andet end dagligt brød. Og fordi mange af disse kampe er blevet vundet, har vi det Danmark, som vi kender i dag, og som de allerfleste af os holder af.

Er det ikke en kamp værd at bevare det?

 

12-01-18

 

Voksende behov for teknologiske hjælpemidler

 

I en leder i Avisen Danmark den 19. december indleder chefredaktør Peter Rasmussen med at skrive:

"Flere varme hænder i ældreplejen lyder som en god ting og som noget, vores gamle automatisk fortjener - ja, næsten har krav på. Men hvis jeg tænker 20-30 ud i fremtiden til de år, hvor jeg selv skal til at lukke butikken, så vil jeg - i hvert fald lige nu - foretrække at få hjælp til at klare mig selv. Hellere en spiserobot, så jeg med en eller anden grad af værdighed

selv kan tage næring til mig end at blive made af en ung

sosu-assistent. Og hellere et vasketoilet, så jeg selv har styr

på den del af den personlige hygiejne end at overlade det til

andre mennesker. Ingen varme hænder til mig i den anled-

ning, tak."

Sådan tænker Peter Rasmussen nu, hvor han formodentlig

endnu har 20-30 år, inden han selv er i den situation, at han

kan have brug for hjælp.

Disse 20-30 år er gået for mit vedkommende. Jeg er dog

endnu blandt de heldige, der kan klare sig uden hjælp. Men

jeg er helt klar på, at det meget snart kan ændre sig. Måske

allerede fra i morgen - det ved man aldrig i min alder. Og hvad så?

Jo, jeg har da bestemt også gjort mig mine tanker, og de

ligger helt på linje med, hvad Peter Rasmussen giver udtryk for i sin leder: Jeg vil helst have hjælp til at kunne klare mig selv længst muligt. Og som jeg har været inde på i flere tidligere indlæg her på bloggen, så er der allerede mange gode hjælpemidler, som jeg vil kunne bruge, og jeg glæder mig over, at der jævnligt bliver fortalt om ny, som jeg også vil kunne have gavn af.

Der er nogen, der udtrykker frygt for, at sådan avanceret teknologi vil blive alt for kostbar til, at almindelige folk som mig vil kunne få gavn og glæde af den. Men det er forkert. Peter Rasmussen nævner således, at en undersøgelse fra Kommunernes Landsforenings Center for Velfærdsteknologi viser, at siden 2004 har spise- og vaskerobotter sparet kommunerne for 434 millioner kroner.

Jeg er ikke i tvivl om, at dette sparede beløb vil vokse i takt med, at man kan tage mere og mere ny teknologi i brug. Vi behøver jo ikke at tale om det som "robotter", for ikke mindst blandt ældre er der stadig en indgroet antipati mod sådan noget "robotteri". Men jeg er sikker på, at den antipati vil svinde, efterhånden som kendskabet breder sig til, hvad det i virkeligheden er, at man får til rådighed. Og allerede nu har undersøgelser iflg. Peter Rasmussen vist, at 78 procent af landets gamle ser robotterne som en positiv forskel i deres tilværelse. Og når det drejer sig om ældre i egen lejlighed, så er der 82 procent, der mener, at robotterne forbedrer deres tilværelse.

Der er ingen tvivl om - som jeg tidligere har skrevet - at robotterne er kommet for at blive, og de vil få flere og flere "kolleger" i fremtiden.

Men hvad så med "de varme hænder"? Vil de blive gjort overflødige. NEJ! Bestemt ikke. Men der vil blive færre af dem, og selv for nok så mange penge kan man ikke købe "varme hænder", som ikke findes. Og især for en voksende gruppe af ældre, nemlig de demente, vil der være voksende behov for netop de varme hænder. For det er de færreste demente, som vil være i stand til at benytte sig af teknologiske hjælpemidler. Derfor vil det blive mere og mere påkrævet, at sosu-assistenternes hjælp først og fremmest forbeholdes de demente.

 

08-01-18

 

Det går godt i Danmark

 

Det sagde statsministeren i sin nytårstale. Det samme gjorde flere af partiformændene i deres nytårsudtalelser. Så noget må der vel være om det.

Statsministeren gentog sig selv, og i anden omgang havde han føjet et lille ord til: Det går ret godt i Danmark.

Jeg tror, at mange jyder har taget den tilføjelse som udtryk for, at det kan da godt være, at det går godt, men man skal nu da heller ikke blive alt for positiv. Lidt beskedenhed klæder de fleste.

I andre egne af landet har det lille ord "ret" en klang af noget negativt - det kunne faktisk godt have gået lidt bedre.

Og sandheden er vel, at der mangler en tilføjelse til udsagnet om, at det går godt i Danmark. Der burde have været føjet et "for nogle" til, eller måske kunne der i det mindste have været sagt "for de fleste". For det er jo en sandhed med moderationer.

Det har lige været store skiftedag rundt i landet regioner og kommuner. En del steder er der kommet nye borgmestre eller formænd til. Og når sådan nogen tiltræder deres nye hverv, så forventes det jo, at de kommer med en eller anden programerklæring for, hvad der skal ske i de kommende fire år. Jeg bemærkede, at flere af dem var noget mere afdæmpede i deres fremtidsperspektiver end det, de havde givet udtryk for under valgkampen. Og der var faktisk enkelte af dem, som var ærlige nok til nu at erkende, at den kommende tid vil blive præget af fortsatte besparelser - også på det, der hedder kernevelfærden. Og herunder på ældreplejen.

De fleste af os ældre skal altså nok ikke forvente hverken mere på kontoen eller bedre pleje rundt i de små hjem eller på plejehjemmene.

Vi fik som bekendt ikke før jul noget slutresultat af skatteforhandlingerne. Men noget af det, der ser ud til at ligge fast, er, at de skattelettelser, der bliver talt så meget om, nok kun skal gælde for arbejdsindkomster, ved at det såkaldte beskæftigelsesfradrag bliver forhøjet. Altså temmelig sikkert ingen skattelettelser for os ældre - og det på trods af, at rigtig mange af os stadig gennem vores skattebetaling er med til at holde samfundet i gang. Det er nemlig sådan, at ikke mindst i kraft af, at mange såkaldte "yngre ældre" (d.v.s. de 65-74-årige) har ret betydelige pensionsopsparinger, så steg skattebetalingen fra denne gruppe af ældre i perioden 2000 - 2008 i gennemsnit fra 65.000 kr. til 104.000 kr. pr. husstand. Det er en stigning på 60 pct. Til sammenligning kan nævnes, at i samme periode steg de 15-64-åriges indkomstskatter med 35 pct. Faktisk så betød de 65-74-åriges øgede bidrag til statskassen, at de i den nævnte periode 2000-2008 gik fra, at næsten 14 pct. af deres nettoindkomst kom fra offentlige ydelser, og til, at de i stedet ydede et nettobidrag til det offentlige på næsten é pct.

Jeg har ikke kunnet finde præcise tal for udviklingen i årene siden 2008, men alle indikationer peger på, at udviklingen fra af være modtager og til at være yder ikke blot er fortsat, men også forstærket, og at den nu gælder, også efter at man har passeret de 74.

Derfor kan man med god grund spørge, hvorfor en eventuel kommende skattelettelse kun skal gælde for arbejdsindkomster. Jeg føler, at jeg som medlem af ældregruppen ligesom andre grupper i samfundet burde være berettiget til at blive beskattet lidt mindre af min indkomst.

Men vi må nok tage til efterretning, at dette med, at det går godt i Danmark, kun gælder for nogle.

 

04-01-18

 

At være to

 

Der er tider på året, hvor det at være ene er værre end på

andre tider. En af dem er tiden nu op til jul.

Jeg har set eksempler på folk, der rent faktisk er blomstret

op, efter at de er blevet alene. Nu kan de realisere noget af

det, som de af en eller anden grund ikke har kunnet, mens de

var den ene del af et par. Og det må da også erkendes, at der

er ægteskaber, hvor det betyder en befrielse, når den anden

part falder fra.

Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Og reglen er,

at det er utrolig trist at miste sin ægtefælle, som man måske

har haft et langt og nok også et godt liv sammen med.

Man siger, at tiden læger alle sår. Men det er ikke rigtigt.

I hvert fald gælder det ikke for alle mennesker, og slet ikke for

alle slags sår. Tiden kan måske mildne et savn. Men min erfaring

siger mig, at for de fleste vil savnet blive liggende i baghovedet,

og derfra vil det dukke op fra tid til anden. Og det gælder ikke

mindst her i juletiden, som for mange af os rummer gode

minder fra dengang, da vi var to. Og måske netop, fordi vi

dengang var to.

Heldigvis er det sådan, at mange af os enker og enkemænd

har nogle gode børn og måske også både børnebørn og oldebørn,

som betyder utroligt meget for os. Det kan i høj grad mildne

savnet af den, vi har mistet. Men det kan aldrig helt erstatte

dette at være to om glæder og sorger og om fælles oplevelser i dagligdagen og ved højtider.

Derfor en stille opfordring til alle jer, som stadig er to: Skøn på det! Glæd jer over det hver eneste dag! Og husk at fortælle hinanden igen og igen, hvor meget I betyder for hinanden. Det er for sent at gøre det på kirkegården.

 

16-12-17

 

Hvad mon de egentlig laver?

 

For mange år siden, mens jeg endnu var skolelærer, blev der gjort en hel masse ud af erhvervsvejledning for eleverne i afgangsklasserne. Det bliver der formodentlig stadig; men det må være uligt sværere i dag, end det var i de gode gamle dage. For skolens erhvervskartotek må være kommet til at fylde en hel del mere.

Forleden dag så jeg en annonce i avisen, hvor en virksomhed søgte en "International Location Researcher og Customer Knowledge Specialist". Jeg blev lidt nysgerrig og tænkte, hvad pokker mon sådan en m/k laver. Hen - for nu at tale lidt svensk - stod i hvert fald, så vidt jeg husker, ikke i det erhvervskartotek, som jeg i sin tid kendte til. Men med adgang til Internettet har man jo i vore dage altid en god hjælper ved hånden, så jeg spurgte Google, hvad man dér kunne fortælle mig om denne flotte titel, der jo - om ikke andet - ser imponerende ud på CV'et. Nu kan Google aldrig rigtig lide at give op, når man spørger om noget, og jeg fik en række udsvævende svar, som jeg ganske enkelt ikke kunne bruge til noget. Men undervejs blev jeg ført ind på forskellige hjemmesider, som kan fortælle noget om andre bemærkelsesværdige titler. F.eks. ved jeg nu, at jeg ikke skal spørge efter hotellets receptionist, for nu er vedkommende "Front Desk Officer". Jeg skal heller ikke bede om at tale med chefens sekretær, for i dag er hun "Administrative Back-up". Jeg blev også

belært om, at der er virksomheder, som har en person til at arkivere alt,

hvad der kommer til virksomheden af ris eller ros, og det er naturligvis en

"International Response Analyst". I dag er det ikke længere særlig fint at

være piccoline. Det er i hvert fald ikke noget, man skrive på sit CV. Næh,

nu er man "Meeting and Event Consultant" eller simpelthen "Happiness

Manager".

Helt ærligt: der var nu altså noget, der var nemmere at forstå i gamle

dage. På den anden side, så er dette med, at der kan gå inflation i titler slet

ikke af ny dato. Det er f.eks. mange år siden, at malkepigerne forlangte at

blive tituleret "Kopatte-malke-suge-trykke-assistenter". Og kort tid efter

meldte ledvogterne sig med krav om blive "Overkørselsinspektører".

I dag er spørgsmålene nok: Hvad i alverden lavede en malkepige og en

ledvogter?

Og jeg ved stadig ikke, om jeg kan søge jobbet som "International Location Researcher og Customer Knowledge Specialist".

 

12-12-17

 

"De nye ældre"

 

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december nævner Steen Hildebrandt, der er professor emeritus, ph.d. og adjungeret professor, det forhold, at de fleste af os mennesker har en tilbøjelighed til gerne at ville sætte alt i kasser med tydelige etiketter på. På nogle af kasserne kan der stå "Børn", "Unge", "Midaldrende" eller "Ældre". Men det er udtryk for en urimelig forenkling, mener Steen Hildebrandt. For ligesom børn er meget forskellige, og kassen med "Børn" derfor bør deles op i mange kasser med hver deres etiket, sådan er også vi ældre meget forskellige. Og netop hvad os ældre angår, så er forskellighederne både flere og større, end det gjaldt for vores forældre og bedsteforældre. Derfor taler Steen Hildebrandt om et nyt begreb, som han kalder "nye ældre".

Det gør han "for at understrege, at der er forskel på ældre i gamle dage og ældre nu og i fremtiden". Og så føjer han til, at "Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige og ajourførte, når det for eksempel drejer sig om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion, kost og så videre." Senere skriver han, at "Da jeg var ung, talte man om alderdom, den tredje alder, senior og lignende. Det gør man i øvrigt endnu, og jeg tror, at blandt andet disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber".

Jeg vil give Steen Hildebrandt ret. I mange sammenhænge er man i dag tilbøjelige til at skære alle ældre over én kam. Der er netop blevet enighed i Folketinget om en finansplan for det kommende år, og heri er der sat et pænt beløb af til Ældreområdet. Det betyder formodentlig, at der bliver lidt mere at gøre godt med på en del af landets plejehjem, og ingen er vist uenige om, at det da også i høj grad er tiltrængt. Men jeg mener, at man på lidt længere sigt skal differentiere begrebet Ældreområdet i en eller anden grad. Det vil på flere måder have en gavnlig effekt, hvis man i væsentlig højere grad, end det er tilfældet nu, vil gå ind og støtte oprettelse og drift af foreninger og organisationer, der specielt har sigte på "de nye ældres" behov for at kunne dyrke interesser og aktiviteter, akkurat som man gør det i forhold til de yngre aldersklasser. Det vil give øget livsindhold og mod på og glæde ved tilværelsen for mange, og det vil afspejle sig i en yderligere bevarelse af kræfter og helbred.

Der er gode eksempler på virksomhed af den slags, som er godt i gang rundt om i landet. Men mange af dem har brug for en håndsrækning fra stat, regioner og kommuner til bedre fysiske rammer og til øgede aktivitetsmuligheder. Og der er alt for mange "hvide pletter" på kortet, hvor de fysisk og psykisk aktive ældre stadig står uden reelle muligheder for at kunne dyrke interesser sammen med andre.

 

09-12-17

 

Ældrepleje i fremtidsperspektiv

 

Det er nødvendigt at sætte et længere perspektiv på overvejelserne om, hvordan man skal klare fremtidens krav til ældrepleje. I dag er fokus næsten udelukkende på, hvordan man skal klare de problemer, vi står overfor her og nu. Og det er vel egentlig forståeligt nok, for der er næppe nogen, der vil benægte, at de er alvorlige nok og kræver, at der bliver reageret hellere i dag end i morgen.

Men prøver man at kaste et blik ud i fremtiden ved hjælp at de fremskrivninger af udviklingen, som bliver udarbejdet både af statistikere og forskere, så vil man kunne se, at de problemer, vi slås med i dag omkring ældrepleje, kan vise sig at være i småtingsafdelingen i forhold til, hvad man risikerer at stå med om bare 10-20 år. For mens problemerne i dag i alt væsentligt skyldes krav om besparelser - krav, der gør det nødvendigt år for år at skære længere og længere ned på antallet af "varme hænder", så vil man i fremtiden komme til at stå i den situation, at selv om der eventuelt til den tid måtte være økonomi nok til rådighed, så er der ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med "varme hænder" at tage af.

Problemet er jo dels, at der bliver flere og flere ældre, og flere og flere af dem bliver så gamle, at de virkelig får behov for hjælp og pleje, og dels, at der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder. Og af de færre, der vil være der af de yngre årgange, bliver der behov for en langt større procentdel end nu til at skabe den produktion, der skal give grundlag for den velfærd, som vi alle ønsker at kunne opretholde.

Desværre er der noget, der tyder på, at antallet af virkelig plejekrævende demens-ramte er voksende. Det betyder, at de forholdsvis få mennesker, der fremover vil være til rådighed i plejesektoren, må koncentrere sig i endnu højere grad end nu om pasning og pleje af de demente. Tilbage vil der kun være meget få til at tage sig af de mange andre ældre, som også i en eller anden grad har brug for hjælp. Den hjælp må altså nødvendigvis kunne gives på anden måde end ved brug af "varme hænder".

Det er derfor, at det allerede i dag er nødvendigt at sætte effektivt ind med en forskning omkring og en udvikling af de tekniske hjælpemidler, der bliver brug for. Der må gøres op med den uvilje, som hersker i mange kredse ved tanken om, at teknik, robotter og kunstig intelligens skal overtage mere og mere af den pleje og omsorg, som der er behov for i ældreplejen. Man må se i øjnene, at på et tidspunkt er det enten forskellige former for teknisk assistance,

der skal give de ældre plejekrævende en god og værdig

tilværelse, eller også vil der ganske enkelt ikke kunne være

en god og værdig tilværelse for dem. For der er ikke nogen

eller noget andet til at gøre det.

Jeg kan godt se for mig, at ved udsigten til den fremtid,

der er skitseret ovenfor, er der mange, der vil føle sig

rystede. Kolde metalgribetænger i stedet for ægte varme

hænder. Computer-genereret tale i stedet for rigtige

menneskestemmer. Men allerede i dag byder den moderne

teknologi på anderledes sympatiske muligheder, og gennem

den forskning, der er i gang, og som bør styrkes betydeligt,

vil disse muligheder blive forbedret i betydelig grad, og mange

andre vil komme til.

Nu forestiller jeg mig ikke, at jeg selv vil være med på banen om en snes år. Men til mine yngre fæller vil jeg sige, at hvis jeg var på deres alder, så ville jeg med stor fortrøstning og en ganske god portion nysgerrighed se fremtiden som ældre i møde. Jeg ville måske ikke ligefrem glæde mig til den; men jeg ville føle mig ganske tryg ved tanken om den.

 

06-12-17

 

 

Erfaring

 

har altid været et nøgleord i mange sammenhænge. Men mens det endnu i det meste af 1900-tallet gjaldt næsten generelt, at de ældres erfaringer havde betydning, var nyttige og blev værdsat, så er det nok noget anderledes i dag.

Tidligere kunne f.eks. den unge landmand i meget høj grad bygge på faderens erfaringer, når han overtog fødegården. Men i landbruget som så mange andre steder i samfundet er både den tekniske udvikling, de klimamæssige forhold og ikke mindst de økonomiske vilkår i det seneste halve århundrede ændret så fundamentalt, at driften ikke længere kan bygge på de ældre generationers erfaringer.

Derfor hverken kan eller skal ældre-generationerne spille den samme rolle i dag, som de gjorde det tidligere. Det betyder ikke, at vi er blevet kørt ud på et sidespor. Men det betyder, at vi i dag kører ud ad et andet spor, som vi selv har anlagt, og som vi stadig er i fuld gang med at udbygge. Det gælder i hvert fald for rigtig mange, fordi vi har mulighederne - ikke mindst de helbredsmæssige og de økonomiske. Men vi må aldrig glemme, at der er nogle, som ganske enkelt ikke har de muligheder, og over for dem har vi en klar forpligtelse til at gøre, hvad der kan gøres for i videst muligt omfang at have dem med på vognen ind på vor tids nye spor.

Vi ældre må erkende, at sådan er det, og det betyder for nogle, at de kan føle sig totalt kørt over af en udvikling, som kan virke helt uoverskuelig. Men sådan behøver det ikke at være. For et af de privilegier, vi har som ældre og pensionister, er jo, at vi i meget høj grad selv kan beslutte os for, hvordan vi vil forholde os til udviklingen. Vil vi sætte os hen og begræde, at verden ikke længere er, som den var engang? Eller vil vi vælge de sider af udviklingen ud, som vi selv kan og vil drage nytte af og glæde os over?

Jeg har andet sted her på Ældre-bloggen været inde på, at der er en del ældre, som helt bevidst har valgt meget af den moderne teknologi fra, og det gælder ikke mindst den del, der har med informationsteknologien at gøre. "Det interesserer mig overhovedet ikke", er begrundelsen fra flere af dem. Men da jeg for nogle år siden inden for Ældre Sagen underviste nogle hold af pensionister i brugen af edb, blev jeg klar over, at i hvert fald for nogle er årsagen slet ikke manglende interesse, men derimod, at de på en måde er bange for den ny teknologi: "Vi kan da vist komme til at gøre noget helt galt!" mente de. Jeg tror, at det efterhånden lykkedes mig at få de fleste af dem fri af den frygt, og så syntes de både, at det var rigtig sjovt med alt det, man kan bruge en pc til, og jeg ved, at tilværelsen for en del af dem blev noget lettere, fordi de nu selv kunne tage hånd om en del flere af hverdagens små og store udfordringer.

En gang imellem er der antropologer eller andre, som fortæller om familieformer, hvor de ældste indtager en helt anden position i familien, end vi kender her til lands. Det er især i Østen, hvor der mange steder er en stærk tradition for, at generationerne bor sammen, og at det er familiens ældste, der træffer de vigtige afgørelser.

Budskabet er så, at det er noget, som vi her til lands både kunne og skulle tage ved lære af. Og det kan da sikkert godt lyde lidt tillokkende for nogen, hvis vi gamle på den måde igen kunne komme lidt mere til ære og værdighed. Men det er vigtigt at huske, at man i de pågældende lande i Østen lever under helt andre betingelser og i en helt anden kultur, som ikke kan overføres hertil. Vel er der da her i landet gode eksempler på, at to generationer har valgt at bo under samme tag. Det er imidlertid mit indtryk, at dér, hvor det fungerer bedst, er dér, hvor de ældre ikke blander sig for meget i de unges liv og hverdag. Men hvad man utvivlsomt kan nyde godt af - også under det samme tag - er, når de unge af egen drift trækker på de ældres livserfaring - dette noget ubestemte, men oftest meget positivt begreb.

 

02-12-17

"Hjem til den tredje alder"

 

Der er efterhånden en hel del hjemmesider på internettet, som henvender sig direkte til os i den såkaldte tredje alder. Nogle er mere seriøse end andre. Men blandt de absolut seriøse er den fra "Bolius, Boligejernes Videncenter". Det er et foretagende, som ejes af foreningen Realdania, der har åbnet et initiativ under navnet "Rum og fællesskab for ældre", hvor målet er "at udvikle og udbrede boformer som fremmer sociale fællesskaber, og som kan øge livskvaliteten i alderdommen". Som et led i dette initiativ har de to organisationer nu sammen sat gang i et projekt med titlen "Hjem til den tredje alder".

Det er dette projekt, at Bolius nu præsenterer på sin hjemmeside, hvor det bl.a. hedder: "Behovet for at bo godt ændrer sig ikke med alderen. Men de krav, din bolig skal opfylde, ændrer sig nok. Hjem til den tredje alder er for dig, hvis børn er fløjet fra reden og hvis liv som pensionist står for døren. Få inspiration til det gode boligliv her". Og med "her" menes adressen www.bolius.dk/tredjealder

Dér omtales en række emner som boformer, boligøkonomi, fællesskaber og hus og have.

Men hjemmesiden henvender sig nu ikke kun til dem, der er på vej ind i pensionisttilværelsen. Den rummer også meget af interesse for os, der allerede i kortere eller længere tid har været pensionister. Og man kan i øvrigt melde sig som abonnent på Bolius' elektroniske nyhedsbrev. Det har jeg været i flere år, og det har jeg haft meget glæde og nytte af.

 

11-17

 

Skrottet kørekort - hvad så?

 

Efter min mening var det den helt rigtige beslutning, der blev truffet på Christiansborg i sommer, da det blev vedtaget, at vi ældre skal have fornyet vores kørekort på akkurat samme betingelser som alle andre: hvert femtende år og uden at skulle stille med lægeattest.

Nu betyder det jo ikke, at alle har lov til at køre bil, til de bliver 101 eller mere. For os alle - uanset alder - gælder det, at der kan opstå forhold, som gør det nødvendigt at opgive kørekortet. Spørgsmålet er så: Hvad så?

Jeg kan godt lide at være forberedt på, hvad der kan ske i fremtiden - og måske allerede i morgen. Derfor har jeg prøvet at kigge på spørgsmålet: Hvad så?

Jeg har ingen cykel og har ikke haft det de sidste 30-40 år. Så en "jernhest" kan altså ikke være løsningen for mig. Jeg kan da godt gå et stykke vej, men der er dage, hvor det helst ikke skal være for langt. Og der er steder og aktiviteter, som jeg gerne vil kunne nå hen til, men som ligger uden for min realistiske gå-radius. De fleste af dem vil jeg heller ikke kunne nå med offentlig transport, og taxa-kørsel ligger normalt uden for min økonomiske formåen.

Altså: der må en helt anden løsning til. Og i virkeligheden ligger

den jo helt lige for - på moderne dansk hedder det vist "lige til

højrebenet": El-scooteren. Uden kørekort er der jo ikke brug for en

bil. Den kan altså bare sælges, og så kan det formodentlig give råd

til en rimelig god el-scooter.

Men så rejser der sig nogle spørgsmål:

- Hvor må man egentlig køre på sådan en scooter?

- Hvor langt kan man køre, før batteriet skal lades op?

- Hvad er der af forskellige muligheder?

 

Nu er det jo ganske let i vore dage at finde svar på næsten ethvert

spørgsmål, så jeg spurgte på internettet, hvad færdselsloven siger

om det at køre på el-scooter:

For det første ligger det klart, at der ikke kræves nogen form for kørekort.

Dernæst oplyses det, at hvis man holder sig til at køre højst 6 km/t, må man køre på fortovet. Vil man køre hurtigere og op til de 15 km/t, som er den maksimalt tilladte hastighed, så betragtes el-scooteren i færdselsloven på samme måde som en cykel, og så skal man køre i vejkanten eller på cykelstien, hvor der er sådan en.

Der er ikke noget krav om at bære styrthjelm, men hvis man kører i lygtetændingstiden, skal man have lys på som på en cykel.

Så er der spørgsmålet om, hvor langt man kan køre på en opladning. Svaret på det fandt jeg på en af producenternes hjemmeside, nemlig hos CP Mortensen i Herning (du kan KLIKKE HER for at komme til den hjemmeside). Her fortælles det helt ærligt, at der kan ikke gives noget entydigt svar på det. For det afhænger nemlig af flere forhold, og blandt dem er:

* Typen af el-scooter

* Hvor tung er personen?

* Hvor hurtigt kører du?

* Hvordan er udetemperaturen?

* Er terrænet kuperet?

* Kører du på fast underlag?

* Blæser det?

Derfor annonceres der ret typisk med en rækkevidde pr. opladning på op til 30, 40 eller 50 km. For en mere præcis information må man spørge til de enkelte typer.

Og så er der endelig dette med de forskellige muligheder. Svaret er, at der er utroligt mange. Selv fandt jeg som nævnt oplysninger på producenten CP Mortensens hjemmeside (KLIK HER), og nu føler jeg mig rigtig godt informeret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg glæder mig til den dag, da jeg ikke længere må sætte mig bag rattet i min bil. Men jeg har det godt med nu at vide, at der er alternativer, som vil kunne løse en ganske væsentlig del af mine behov for befordring.

 

25-11-17

 

- - -- - -- - - - - - - - - - - - - - -

 

 

 

 

 

 

CP Mortensen byder både på mulighed for en solotur og for at tage en god ven eller et familiemedlem med.

Som jeg har nævnt det før, så tager jeg meget gerne mod tips til hjælpemidler og alt muligt andet, som kan gøre det bedre og sjovere at høre til den ældre generation. Det kan nemmest gøres ved at bruge besked-rubikken i kontaktformularen nederst på siden. Tipsene vil så snarest blive bragt videre her på bloggen.

Det går fortsat den gale vej

 

Det er lige før, at man kan gå og blive helt glad for at være så gammel, at man ikke kommer til at opleve de forhold her på jorden, som kan blive vore børnebørn og oldebørn til del.

Årets klimakonference, COP23, sluttede for få dage siden i Bonn. Såvel i oplægget til den som i slutrapporten bliver der tegnet et meget dystert billede af vor klodes situation i dag og i endnu højere grad af, hvad den er på vej imod. Konklusionen er, at der stadig på universelt plan gøres alt for lidt for at få vendt den katastrofale udvikling mod en global opvarmning, som stadig er i gang - først og fremmest, fordi man verden over bliver ved med i høj grad at anvende de fossile brændstoffer kul, olie og naturgas. Her i Danmark kom 71,2 pct. af vores energiforbrug stadig i 2016 fra fossile brændstoffer. Andre steder står det endnu værre til, og det er beregnet, at der hvert år på verdensplan allerede nu dør millioner af mennesker af sygdomme, som skyldes den forurening, der stammer fra disse brændstoffer.

Og så har ingen jo kunnet undgå - enten direkte på egen krop eller gennem medierne - at stifte bekendtskab med den side af det selvskabte problem, som vi allerede i dag er udsat for, nemlig de store klimaændringer med voldsommer orkaner og katastrofale oversvømmelser. Disse naturkatastrofer gør det nødvendigt at overføre betydeligt flere penge til ulandene, dels for at man dér i muligt omfang kan tilpasse sig klimaændringerne, og dels for at man kan hjælpe med at udbedre de skader, der allerede er sket. Gør vi ikke det her fra de industrialiserede, velhavende lande, kan vi i de kommende år vente en strøm af "klimaflygtninge", som formodentligt langt vil overgå den strøm af krigsflygtninge, som vi har oplevet de senere år. Medvirkende til den udvikling vil også være det faktum, at vi bliver stadigt flere og flere mennesker på jorden og dermed flere og flere hungersramte munde at mætte. Alene fra 1950 og til i dag er verdens befolkning steget fra 2,5 mia. til 7,6 mia. mennesker.

Jeg har tidligere her på bloggen beskæftiget mig en del med disse problemer i indlæg, der kan ses i mappen om Kernekraft. (Klik her for at komme til den). Og jo mere jeg beskæftiger mig med dem, jo mærkeligere finder jeg det, at man stadig går som katten om den varme grød omkring den løsning, der giver løfte om at kunne løse de væsentligste af de problemer, som vi slås med i dag omkring klima, sult og sygdom. Nemlig kernekraft. Det er på vej, men alt for langsomt. Med en massiv forskningsmæssig indsats, især omkring udnyttelse af stoffet thorium, ser det ud til, at man i løbet af en forholdsvis kort årrække vil kunne dække verdens behov for energi uden udledning af drivhusgasser, uden den forurening, der som nævnt allerede nu koster millioner af mennesker livet hvert år, og som vil kunne skaffe mad og rent drikkevand til alle.

Når det ikke sker, kan jeg være bange for, at det skyldes, at der er store økonomiske interesser i en fortsat brug længst muligt af de fossile brændstoffer. Og tilsyneladende er bagmændene bag disse økonomiske interesser stærke nok til styre de politikere, der skal træffe de nødvendige beslutninger om at gå over til de rene energikilder.

Der skal være en klimakonference igen til næste år. I mellemtiden må alle vi almindelige mennesker bruge alle midler til at påvirke verdens politikere og til at bakke dem op, så de med vores opbakning i ryggen kan føle sig stærke nok til omsider at trodse de bremsende økonomiske interesser og dermed få vendt udviklingen.

 

20-11-17

 

I dag er der ikke noget, jeg skal

- - - men der er rigtig meget, jeg kan!

 

Sådan er der da nogle dage ind imellem. Og nu er der langt flere af dem, end der var for år tilbage. Dage, hvor kalenderen er helt åben.

Nu oplever jeg det som et privilegium forbundet med det at være en ældre pensionist. Men der var engang, hvor jeg virkelig for alvor frygtede for at komme den situation. For hvad i alverden skulle jeg dog få sådan en dag til at gå med? Jeg ville da meget hurtigt blive træt af at trille tommelfingre. Og jeg gruede da lidt ved tanken om at skulle opleve en situation, hvor der åbenbart ikke rigtigt var brug for mig længere. For dengang kom næsten alle opgaverne udefra.

Men som årene er gået, har jeg mere og mere fået øjnene op for, at sådan en dag rummer en masse muligheder, og problemet kan såmænd snarest være, at skulle bestemme sig for, hvad for nogle af dem man så skal vælge - lige her og nu i dag.

Nu har jeg været ude at gå en tur. Det er godt nok noget, jeg prøver at få gjort hver dag. Det er nu ikke, fordi jeg føler, at det er noget, jeg skal, fordi det jo er en kendt sag, at det er vigtigt at holde sig i gang. Nej, jeg gør det, fordi jeg føler, at det er noget af det, jeg stadig kan, og så er det jo rart at gøre det. Og så føler jeg egentlig også sådan lidt god samvittighed over for mig selv, når jeg nu kan gå ind og sætte mig med avisen og finde ud af, om der er nogen af de få venner, der er tilbage, som er faldet fra. Gennem årene har jeg næsten altid været en af de yngste i de forskellige sammenhænge, og det betyder jo naturligt nok, at man på et tidspunkt bliver blandt de få, der er tilbage.

Så kan det være, at jeg får lyst til at lukke op for noget god musik. Jeg har efterhånden fået det sådan, at jeg godt kan "nøjes" med at lytte, uden at jeg behøver at foretage mig noget andet imens. Det har gjort, at jeg på en meget mere intens måde end tidligere har fået øre for musik. Og et er jo skønt med al den glæde og alle de positive følelser, som musikken har at byde på. Somme tider kan den også åbne for nogle gode minder.

Man kunne jo også udfordre de "små grå" med en kryds og tværs. Det har jeg nu altid været glad for at gøre; men jeg har tidligere skullet gøre det ligesom sådan lidt i smug med en følelse af, at det var spild af produktiv tid.

Ja, og så kunne man jo egentlig slå ryglænet på hvilestolen tilbage og snuppe sig en lille "morfar". For tænk: der er ikke noget som helst, som jeg forsømmer ved at gøre det.

Og lidt senere kunne jeg slå ryglænet op igen og række ud efter den gode bog, jeg er i gang med, Dan Browns "Oprindelse".

Ærligt talt: Er alt dette ikke udtryk for den totale frihed, som enhver må kunne ønske sig!

 

17-11-17

 

Robotterne kommer

- og godt for det

 

"Jeg vil ikke have sådan noget inden for min dør!"

Det er reaktionen fra mange, bare man nævner ordet "robot". Årsagen

er nok, at selve ordet har fået en negativ klang, fordi det ofte er blevet

forbundet med noget koldt, automatisk og maskinagtigt. Sådan er der da

også robotter, der er, men der bliver flere og flere, som har anderledes

tiltalende egenskaber. Man taler i dag om to robottyper: servicerobotter og

robotpartnere, og der er gode og positive muligheder i begge typer -

muligheder, som vi i stadigt stigende grad ganske enkelt bliver nødt til at

udnytte, og som vil blive til både gavn og glæde for flere og flere.

For faktum er jo, at der i de kommende år bliver flere og flere, som har

behov både for service og for partnerskab, og færre og færre til at give det.

Danmarks Statistik har beregnet, at frem til år 2045 vil antallet af personer

på 65 år og derover stige med 69 pct. Det er en stigning på mere end en

halv million fra de nuværende 813.000 til 1,37 millioner. Og samtidig vil

antallet af personer i den erhvervsaktive alder falde med 14 pct. fra 2,98 mio. i dag til 2,57 mio.

Dertil kommer, at man må se i øjnene, at antallet af de mest plejekrævende, de demente, nu synes at stige med ca. 5 pct. mere, end det hidtil har været antaget. I 2040 ventes der nu at være næsten 164.000 demensramte i Danmark. I dag lever ca. 90.000 danskere med en demenssygdom.

Der bliver altså stadigt færre til at tage sig af stadigt flere, og af dem, der er der til det, vil de mest plejekrævende behøve en voksende andel. Tilbage bliver der kun ganske få til at hjælpe de mange, som "bare" er ældre. For dem bliver de meget efterspurgte "varme hænder" en sjældenhed.

Men løsningen er ikke bare "kolde robothænder" - altså servicerobotter, der rent maskinmæssigt udfører forskellige former for rutinemæssigt arbejde som f.eks. rengøring og hjælp til spisning. Nej, forskellige former for partnerrobotter er allerede godt på vej ind i vores hverdag, og det er på måder, som vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os, men som i de kommende år vil byde på muligheder, der vil gøre det både sjovere, mere spændende og mere interessant at være ældre. Det vil blive endnu nemmere at komme i kontakt med andre, og den ensomhed, som mange ældre i dag lider under, vil kunne brydes.

Midlet til således at skabe en tilværelse, som man selv i fantasien kan have svært ved at forestille sig, hedder "Kunstig Intelligens". Det er slet ikke noget nyt. Nok er man stadig langt fra at udvikle en kunstig intelligens, der ligner menneskers, og som langt mener de fleste forskere, at man aldrig vil kunne og i øvrigt heller aldrig skal prøve på at nå. Men der er allerede i dag mange klart definerede opgaver, som med kunstig intelligens kan klares bedre, end mennesker kan gøre det - først og fremmest, fordi der med kunstig intelligens kan reageres hurtigere og mere præcist, end mennesker kan gøre det. Det gælder f.eks. i lægeverdenen, og inden for transportsektoren kan både biler og fly i dag bevæge sig rundt uden en direkte menneskelig styring. Dertil kommer, at man nu også har computere, som både kan forstå, hvad der blive sagt, og som selv kan tale.

Men i virkeligheden er udviklingen af den kunstige intelligens' mange muligheder stadig kun i sin vorden. Rundt over hele verden sidder mange tusinde ingeniører og forskere på universiteter, i kæmpestore IT-virksomheder som Google og IBM, hos producenter af våben, biler, fly, robotter og meget andet og konkurrerer om at blive de første med nye og måske revolutionerende opfindelser.

Derfor har vi, der er de ældre i dag, måske grund til at være lidt misundelige på morgendagens ældre.

 

11-11-17

 

"Fik du set det, du ville....?

 

Det var overskriften på en klumme for kort tid siden i Avisen Danmark. De fleste vil vide, at det er en linje fra Kim Larsens sang "Om lidt bli'r her stille".

Spørgsmålet om, hvorvidt jeg fik set det, jeg ville, dukker for mit vedkommende op fra tid til anden nu, hvor jeg har nået en alder, hvor muligheden for, at jeg måske snart har set det sidste, er reel. Men lad mig slå fast med det samme: Det kan ikke på nogen måde skabe panik hos mig. Og det er der flere grunde til.

For det første er jeg i den heldige situation, at jeg har set, oplevet og prøvet så meget indtil nu, at jeg kan betragte, hvad der måtte følge herefter, som ren bonus. For det andet føler jeg, at selv om mit helbred og mine kræfter ikke er som for 40 år siden, så er der stadig en god mulighed for, at der endnu kan løbe en hel del bonus ind på kontoen.

 

For klummeskriveren har spørgsmålet fået ham til at se nærmere på det, han kalder sin "bucket list". Det er et amerikansk ord for en liste over, som han udtrykker det: "de mål, du ønsker at opnå, de drømme, du ønsker at opfylde, og de erfaringer, du ønsker at få i livet".

"Pointen med at lave sin egen bucket list er at maksimere hvert øjeblik af ens eksistens og leve livet fuldt ud", skriver han og fortsætter: "Listen er en påmindelse om, at vi selv har ansvaret for at få meningsfulde oplevelser i vores liv og at skabe det liv, vi gerne vil have. Vi har ikke for evigt til at fuldbyrde drømme".

Langt hen ad vejen kan jeg følge klummeskriveren i hans begrundelse for at lave en bucket list. Når jeg alligevel ikke vil gøre det, er der to grunde til det. For det første er jeg nok en hel del ældre end ham. Og for det andet vil jeg hellere om føje år kunne sidde i min stol og mindes og glæde mig over alt det, jeg fik set, end jeg vil skulle sidde og ærgre mig over, at der var noget på min bucket list, som jeg ikke nåede.

Men så er der dette med "bonus-kontoen". Om den er afsluttet med to streger under en slut-saldo, eller om den stadig skal være åben for nye plusser, er først og fremmest op til mig selv. Det er et spørgsmål om at være åben (og - erkender jeg - at kunne være åben) for nye muligheder. Og mange kan, som jeg, glæde sig over, at der også er andre end dem selv, der kan og vil "indbetale" på kontoen. Men det er alene mit eget ansvar at holde den åben så længe som overhovedet muligt, så jeg fortsat kan se ikke bare det "jeg ville", men alt det "jeg kunne".

 

08-11-17

 

 

Ældre-bloggens første år

 

Den 12. juli 2017, var det ét år siden, at Ældre-bloggen gjorde sin entré med bloggens første indlæg på Internettet. Siden da er det blevet til mere end 200 indlæg, som dækker et meget bredt spektrum af emner med relation til det at være ældre i dag.

Fra en spæd begyndelse er antallet af besøg på bloggen steget jævnt og roligt, og den 12. juli havde der i alt været 4.902. Det er mange, og selv om der nok er en del gengangere imellem, så vil jeg gerne sige tak for hvert eneste af de mange besøg. Det er dem, der virkelig giver mig lyst til at fortsætte arbejdet med bloggen.

Og der er jo virkelig noget at arbejde med, for som der også bliver givet udtryk for i flere af indlæggende, så er tilværelsen som ældre for langt de fleste af os en rig og spændende tilværelse med helt nye og givende muligheder.

Jeg vil aldrig glemme, at der er mennesker - ikke blot ældre, men også yngre - for hvem tilværelsen er en daglig kamp mod helbredsmæssige, økonomiske og andre problemer, og som har krav på og ret til al den støtte, som samfundet kan give dem. Men der er jo ikke ét af disse mennesker, der får det bedre af, at vi andre undlader at glæde os over, at livet har været og er godt mod os. Og det er derfor, at jeg med Ældre-bloggen først og fremmest fortsat vil rette fokus mod alle de mange positive sider ved det at være ældre.

 

Og netop fordi den såkaldte tredje alder rummer så mange muligheder, så skal det naturligvis fejres og markeres, at Ældre-bloggen har været på Nettet i ét år. Og hvad er bedre at fejre sådan en begivenhed med, end musik. Derfor giver bloggen nu alle dens besøgende mulighed for et genhør med mere end 12.000 af de populære melodier, som vi dansede eller måske blot lyttede til i vores yngre dage. Det får man blot ved at klikke på dukeboxen herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For god ordens skyld skal det oplyses, at det er både helt lovligt og fuldstændig gratis at streame alle disse musiktilbud. Det er et af Internettets gode tilbud til os alle.

 

Der er vist noget med, at når man har fødselsdag, så har man lov til at komme med en ønskeseddel.

På Ældre-bloggens ønskeseddel står der to ønsker:

Det ene er, at endnu flere vil tage aktiv del i udviklingen af bloggen ved at give deres besyv til kende omkring deres egne oplevelser og erfaringer - de gode, de mindre gode og de dårlige - omkring dette at være blandt de ældre. Det vil gøre, at bloggen bliver både mere spændende, interessant og værdifuld. Og det er let at gøre det ved at bruge kommentar-blanketten nederst på siden her eller på en af emnesiderne.

 

Det andet ønske er, at hvis man finder Ældre-bloggen værd at besøge, at man så vil hjælpe med at udbrede kendskabet til den. Det kan gøres ved at sende linket

 

www.aeldrebloggen.dk

 

videre til venner og bekendte. Eller man kan gå til bloggens profil på Facebook ved at klikke HER og så give den et "like" og evt. dele den med andre.

 

14-07-17

 

 

 

 

 

 

Det ka' da også være sjovt

at vær gammel!

 

Udvikling

 

En god veninde fortalte forleden:

 

Da jeg var 25, var mændene så søde at sige: "Ih, hvor ser du godt ud!"

 

Nu, hvor jeg er 50, er mændene så søde at sige: "Ih, hvor holder du dig godt!"

 

Så er det, jeg siger:

Det er da også en form for udvikling:

 

Fra lækker sild til god konserves.

 

Livets hjul

 

 

Med dette i tankerne købte jeg en ny scooter.

 

Jeg ville have en, som var billig i drift og kunne køre mig til butikkerne og rundt i byen.

 

Den her syntes jeg skulle passe til ALLE mine behov.

 

Jeg elsker den!

Livet er måske ikke altid den fest, vi kunne drømme om.. Men når vi nu er her, så kan vi lige så godt danse.

 

Lev

 

længe nok

 

til at blive

 

lidt af et problem

 

for

 

dine børn